TENNA HANSEN: 

Uddannet Cand. Psych. fra Århus Universitet i 2009. Jeg har de sidste 10 år arbejdet med forskellige målgrupper af børn og unge med forskellige vanskeligheder. Siden august 2010 har jeg som psykolog været ansat på Vestdansk Center for Cochlear Implant, som har til huse på Audiologisk Klinik i Aarhus. Primært arbejder jeg med børnene med CI, og endvidere er jeg del af ”God Start”-gruppen, som Else Høst og Ulla Carl skrev om på Stafetten i sidste måned. I den forbindelse har jeg skrevet en kort artikel funderet i udviklingspsykologien, om hvorfor børn, når de er fra ca. 6-12 mdr. hele tiden piller deres høreapparater ud og putter dem i munden. Artiklen henvender sig primært til forældre og dagplejemødre/pædagoger.

Kampen om at beholde høreapparaterne på
Vores praktiske erfaring med brugen af høreapparater hos de helt små børn, er, at babyerne (fra 2 til ca. 6 mdr.) ikke gør vrøvl over at have høreapparaterne på. Når børnene er ca. 6-12 mdr. oplever vi derimod frustrerede forældre, der fortæller, at deres barn hele tiden piller høreapparaterne ud – eller at andre børn i barnets pasningstilbud tager dem ud. Denne ”kamp” med at tage høreapparaterne af /beholde dem på er ofte meget frustrerende for forældrene, men ophører med stor lettelse heldigvis igen, når barnet er omkring 12 mdr. 

Hvorfor opstår denne kamp? 
Barnets udvikling (0-18 mdr.)
I barnets allerførste levetid kan barnet hverken fysisk eller psykisk skelne sig selv fra den omgivende verden, f.eks. moderen. På grundlag af modning og erfaring med sig selv og omverdenen begynder barnet dog så småt at skelne mellem sig selv og omverdenen – dette både som en kropslig og en psykisk adskillelse. Verden synes fuld af herligheder for det lille barn, som det gerne vil undersøge i takt med, at dets evne hertil øges. 

Denne begyndende dannelse af et selvstændigt individ starter med barnets tidlige oplevelser af sig selv (1-4 mdr.), f.eks. opdagelsen af egne lemmer (hænder, arme, ben), samt at barnet selv begynder så småt at kunne styre disse. I ca. 4-8 mdr. alderen har barnet efterhånden rent motorisk udviklet mere viljestyrede bevægelser, og det undersøger nu ikke kun ivrigt sig selv men også omverdenen – ex. trækker mor i håret og i hendes halskæde, putter mad i hendes mund, piller sig selv og mor i næse, ører og mund. Denne undersøgelse er i starten mere eller mindre tilfældig, men barnet lærer af sine mange gentagelser og erfaringer, og barnets undersøgelser bliver i 8-12 mdr. alderen mere målrettede og intentionelle. Gennem disse undersøgelser og erfaringsdannelser bliver barnet mere og mere bevidst om sig selv og om verden.

Barnet undersøger verden med alle sine sanser, men især gennem munden foregår en stor del af barnets undersøgelse af omverdenen. Dette hænger sammen med, at på dette tidlige udviklingsniveau, foregår en stor del af barnets udveksling med omverdenen netop via munden – barnet får mad, trøst og ro og oplever således både lyst og ulyst samt tilfredsstillelse og frustration gennem munden og undersøger altså naturligt nok også ting ved at putte dem i munden.

Hold ud!
Det er således naturligt i denne proces, at et barn med høreapparater også vil tage disse af og undersøge dem og putte dem i munden. Dels pga. at barnet nu motorisk mestrer dette, og dels pga. at barnet nu har opdaget, at høreapparaterne er noget ydre - at de ikke er en del af ”mig”, og derfor skal de som alt andet i barnets verden undersøges nøje gennem både øjne, hænder og mund. Samtidig er barnet ikke gammelt nok til at forstå sammenhængen mellem høreapparaterne og den indkommende lyd, og ikke gammelt nok til at forstå, hvad det betyder, når der bliver sagt nej. 

Graden af barnets høretab vil i nogle tilfælde måske også have betydning for, hvor meget barnet piller sine apparater ud, og hvornår det stopper med det. Jo større høretab, jo hurtigere vil barnet muligvis få fornemmelse af, at høreapparaterne er forbundet med lyd og med det at kunne høre, og dette vil igen muligvis få nogle børn til at ønske at beholde høreapparaterne på. Men alle børn er forskellige, og alle børn udvikler sig forskelligt, og det gælder også på dette område, så nogle børn vil acceptere høreapparaterne som en naturlig del af dem selv hurtigere end andre.

Kampen slutter – høreapparaterne accepteres – og verden erobres
Efterhånden som barnet bliver fortrolig med denne første indre og ydre adskillelse mellem sig selv og omgivelserne, og deres motoriske udvikling samtidig eksploderer, idet de lærer at gå (9-17 mdr.), vil deres fokus som regel flytte sig fra udforskning af den nære verden (heriblandt høreapparaterne) til den større og meget spændende verden. Nu bliver det nye ting, der frustrerer forældrene ?

Gode råd så længe kampen varer:
• Sikkerhed frem for alt. Hvis barnet ikke er under opsyn – tag høreapparaterne af dem.
• Godt nok siger vi, at det er vigtigt, at barnet bruger sine høreapparater, (og det er det også!), men det vigtigste er, at mor og far/dagplejemor ikke kører død. Pas på dig selv. Husk dig selv.
• Nogle gange glemmer barnet, at det har høreapparater på, hvis det får en lille hat/kyse på, der dækker ørerne.
• Hav f.eks. ”høretider” med barnet nogle timer om dagen, hvor I er sammen - leger, læser, synger og hygger, og giv dig selv og dit barn ”fri” for høreapparater resten af tiden. Når far kommer hjem fra arbejde eller bedsteforældre er på besøg, kan de f.eks. også have en ”høretid” med barnet. 
• HUSK. Du svigter ikke dit barn ved, at han/hun ikke har høreapparaterne på hele tiden. Barnet har mange andre ting i verden, det også skal lære udover at høre. Ting, de sagtens kan lære ved at udforske verden uden høreapparater på og uden en voksen sidder lige ved siden af.
• Vær klar til at yde en indsats, når barnet har rundet 1 år. Nu begynder de så småt at forstå et nej, og de begynder at undersøge verden med andre sanser end munden.
• Hold ud og husk at nyde dit barn – med eller uden høreapparater ?

Jeg sender stafetten videre til Jens Petersen, der er forstander på Frijsenborg efterskole. Han vil skrive om unge med CI på efterskole, og hvilke oplevelser og tanker det giver.

Med venlig hilsen
Tenna Hansen, psykolog, 
Vestdansk center for CI