JENS PETERSEN:

1983, Lærereksamen fra Emdrupborg Statsseminarium
1993, Exam.pæd. i Almen pædagogik, Danmarks Lærerhøjskole
1994, Grundkursus for nyudnævnte skoleledere, Den kommunale Højskole 
1995 - 2002, Cand. pæd. i almen pædagogik
2003, Lederuddannelse fra Syd-Vestfyns Handelsskole
2004, Diplomuddannelse på Den fri Lærerskole i Ollerup 

Ansættelser
1983-1991, Lærer på skolehjem 
1991-1994, Skoleinspektør, Skærbæk Kommune
1994 -2004, Åremålsansat skoleinspektør i Faaborg Kommune
2004-, Forstander på Frijsenborg Efterskole

Sidder i bestyrelsen for socialtopholdssted med intern skole - samt i nationalkomiteen for United World College

Unge med CI på efterskole
- Hvilke tanker og overvejelser giver dette?

På Frijsenborg Efterskole, hvor jeg er forstander, har ca. 25 % af eleverne høretab, hvilket betyder, at de er høreapparat- eller CI brugere. 

Den øvrige del af eleverne er ganske almindelige normalt hørende unge. For hele elevgruppen gælder det, at efterskoleopholdet er et ønske, såvel fra den unge selv, som fra forældrene, der har prioriteret at bruge en væsentlig del af familiens økonomi på at deres barn kan få et år med ”livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse”, som er efterskolernes lovbestemte sigte. I mere dagligt sprog vil man sige at et efterskoleophold bidrager med almen menneskelig dannelse præget af stor respekt for fællesskabet og med udgangspunkt i hvem den enkelte elev er.

Kendetegnede for alle disse unge, med eller uden høretab, er at de selv, deres forældre – og vi som skole bl.a. ønsker at de udvikler SELVSTÆNDIGHED. 

En stor europæisk undersøgelse fastslog forrige år, at mens disciplin, lydighed eller indordningsevne, var vigtige kvaliteter, som den europæiske forældregenerationen ønskede at viderebringe til næste generationen, så varselvstændighed, den evne danske forældre, som de eneste i Europa prioriterede højest at deres unge fik med sig ud i livet.

Selvstændighed, i forhold til selv at kunne træffe valg og til at kunne navigerer i livet, er med andre ord en helt markant kvalitet, som vi danskere ønsker at sende vores unge videre i livet med!

Når dette ønske er så udtalt, og når jeg på efterskolen oplever, med hvilke forudsætninger unge med et høretab møder, er det interessant at se på om disse elever, tidligere elever fra specialskoler, specialklasser – eller enkeltintegrerede i folke- eller friskoler, møder med samme forudsætninger i forhold til selvstændighed som deres kammerater. 

Det gør de ikke!
En ting er at et ungt menneske, der har høreapparat eller CI, ofte har en tendens til at se på dette hjælpemiddel som grunden til at vedkomne ikke er fuldt integreret i ungdomsmiljøet. Ofte en selvopfattelse, der er opstået i præpuberteten, hvor samtalerne i omklædningsrummet, i busskuret, på skolegangen og gennem samtaler i larmende omgivelser, har gjort den unge sårbar, da det at opfatte en besked eller en vittighed, og derefter give et korrekt svar ofte er umuligt. 
Denne selvopfattelse betyder, at den unge ofte trækker sig fra sociale sammenhænge og bliver mere og mere isoleret i forhold til normalt hørende unge. 
Her er der tale om en social sårbarhed – hvilket er en trælsom følgesvend i en livsperiode, hvor relationerne til de jævnaldrende er vigtigere end noget andet. 

Et andet forhold, der hæmmer den unge yderligere, og som personen ikke selv har mulighed for at imødegå, er de faglige udfordringer og forventninger, - eller nærmere manglen på samme, som den unge med høretab udsættes for. 

I bedste mening (!) har man undladt at sætte høje faglige krav til den unge med høretab. 
Middelmådige krav i dagligdagen, accept af middelmådige præstationer og alt for lave forventninger, både i forhold til skolefagligt niveau og i forhold til fremtidig uddannelse og erhverv har været kendetegnende for størstedelen af de unge med høretab som jeg møder på efterskolen. 

De unge på 15 – 16 år med høretab, som vælger at tage på efterskole, fravælger midlertidigt deres lille trygge sociale netværk fra og deres forældres til tider omklamrende beskyttelse, for til gengæld at bringe sig selv i en – for mange - angstfremkaldende og eksistentiel krise. De oplever at blive udfordret socialt på en for mange overvældende måde, og de oplever at de fagligt er nødt til at tage sig voldsomt sammen. 

Min påstand er, at denne gruppe unge ikke bare skal klare sig på samme niveau som deres jævnaldrende, de skal gerne være stærkere rent fagligt, deres viden skal gerne være mere solidt funderet da kommunikation for denne gruppe ofte er forbundet med større krav om tydelighed (forståelse) end for deres normalt hørende kammerater. 
Er min erfaringen så at disse elever, som har fået forskellige former for kompenserende undervisning står godt rustet fagligt og kommunikationsmæssigt?
Desværre slet ikke! 

Trods skolegang med flere speciallærere, flere ressourcer, mindre klasser etc. oplever jeg at unge med høretab, samtidig med at de skal kæmpe med at tilpasse sig at være efterskoleelev, nu i større klasser, samtidig skal kæmpe med at nå et alderssvarende fagligt niveau, så de kan holde trit med klassens øvrige elever. 
Jeg oplever elever, der efter 4-5 år med støtte som enkeltintegreret i normalklasse, af vejlederen er blevet anbefalet af finde et praktisk erhverv, da evner og høretab ikke gav mulighed for andet. 

At børn og unge ønsker at leve op til de forventninger vi har til dem, og samtidig ikke yde mere, end hvad der forlanges er en gammel nyhed, og at mennesker, der mødes med høje forventninger præsterer mere, er ligeledes kendt viden. Hvorfor vi fortsat lader en sårbar gruppe børn og unge gennemføre deres grundskolegang med håndbremsen trukket, er mig en gåde. 

Det er ganske enkelt ikke godt nok! 

For at illustrere at denne situation ikke er ny, kunne jeg vælge at give stafetten videre til en person, der var elev her på efterskolen for 22 år siden, og til hvem man sagde ”med dit høretab skal dine fremtidsdrømme rette sig mod et praktisk hverv”! Pågældende fulgte ikke rådet, men læste videre efter sine 2 år på Frijsenborg Efterskole – han tog forrige år en Ph.D.

Jeg giver imidlertid stafetten videre til Maria på 16 år, - hendes historie er ligeledes god at blive klog på.

Venligb hilsen
Jens Petersen