JULIE NØRHOLT BERG-SØRENSEN:
I december 2009 afleverede jeg speciale ved Københavns Universitet som afslutning på min kandidat i audiologopædi. Specialet omhandler, hvordan udleverede høreapparater kan undgå at ende som ”skuffeapparater”.
I løbet af min studietid ved audiologopædi har jeg haft forskellige vikariater ved PPR i Hillerød som talepædagog og i Høreafdelingen på Rugvænget Skole i Ballerup som tale-hørelærer. Siden medio januar 2010 har jeg været ansat som Hørekonsulent ved Høreområdet på Kommunikationscentret, Region Hovedstaden, der primært har til huse i Hellerup på det forhenværende Tale-Høre-Institut.

Nyuddannet audiologopæd i høreområdet i forandringernes tid
Jeg har valgt at sige ja til at modtage depechen for at beskrive, hvordan jeg som nyuddannet oplever høreområdet. Holdninger og beskrivelser er altså kun udtryk for mine som skribent.
Selvom praksis sjældent kan svare helt til teori og til de forventninger, man har med sig fra skolebænken, så er der de seneste år i Danmark sket store forandringer bl.a. inden for høreområdet, der i høj grad bemærkes – også af en helt nyuddannet.
I 2003 startede jeg på audiologopædi og fremtidsudsigterne var lyse. Man fik at vide, at jobmulighederne som færdiguddannet var utallige og at man stort set ville kunne vælge og vrage mellem områder og jobs rundt om i landet. Det lød virkelig lovende! Da tiden nærmede sig afslutningen på mit studie, så virkeligheden imidlertid anderledes ud…

Min interesse for høreområdet
Selve audiologopædistudiet var i sig selv lovende, idet jeg fandt stort set hvert nyt præsenteret arbejdsområde inden for børne- og voksenlogopædi, læsning og audiologi interessant. Formen på studieordningerne ændrer sig stadig på audiologopædi, men generelt er studiet præget af fokus på teori og teoretisk basisviden, hvorved mængden af praktisk erfaring hos en studerende kan blive mere begrænset. Derfor valgte jeg som skrevet i introduktionen at opsøge relevant audiologopædisk arbejde i vikariater for at afprøve mine kompetencer i at koble teori og praksis efter at have bestået de nødvendige fag, for at kunne håndtere opgaven.
Jeg valgte at tage faget audiologi på kandidatuddannelsen og efter flere års studietid. Ved den studieordning, jeg var på, var audiologi opdelt i medicinsk og teknisk audiologi i ét semester, hvor fokus bl.a. var på typer af og årsager til hørenedsættelse, komplekse dimensioner ved hørenedsættelse samt høreapparaters teknologi og formåen over for hørerelaterede problematikker. Dernæst havde jeg pædagogisk audiologi, og her blev min interesse for alvor vakt!
Den måde, hvorpå teorier og viden om medicinsk og teknisk audiologi skulle inddrages og håndteres pædagogisk i sammenhæng med psykosociale og individuelle menneskelige faktorer ved høre – og kommunikative problemer, var lige mig. En sådan helhedsorienteret tilgang til at afhjælpe hørerelaterede behov for børn, unge eller voksne tiltalte mig og den måde, jeg gerne ville arbejde på.
Ved mit efterfølgende vikariat i Høreafdelingen på Rugvænget Skole gjorde det et stort indtryk på mig i praksis at se, hvordan f.eks. medfødte hørenedsættelser af varierende grader kunne komme til at influere på den sproglige udvikling og kommunikative formåen langt ind i fremtiden for de pågældende børn og unge, jeg arbejdede med.
At jeg først havde audiologi på min kandidatuddannelse, har formodentlig påvirket min tilgang og lyst til at fortsætte fordybelsen i høreområdet. Jeg blev i hvert fald interesseret i at skrive speciale i audiologi med voksne med hørenedsættelse som fokusområde. Mit problemfelt blev skærpet af samtaler med audiologopæder, der allerede arbejdede inden for høreområdet med voksne, og jeg fik endog lov til at få en specialeplads ved den daværende Høreafdeling på THI Kompetencecenter, for at få indblik i dagligdags problematikker for voksne med hørenedsættelse.
Processen med at skrive speciale i audiologi, mens jeg én dag om ugen i et vikariat fortsat underviste børn og unge med hørenedsættelse, gav allerede da et indblik i virkeligheden, som den ville kunne se ud, når jeg blev færdiguddannet.

Forandringernes tid
I de seneste år i Danmark er der generelt sket en stor udvikling af, hvilke muligheder der er i forhold til kompensering af høreproblemer hos børn og voksne. Der er indført neonatal hørescreening for at finde spædbørn med medfødt hørenedsættelse, antallet af CI-opererede børn og voksne stiger stadig og der er endog mulighed for bilateral implantation. Der er ligeledes sket en enorm udvikling af høreapparater og teknologiske løsninger til stadig flere typer og grader af hørenedsættelser, og der er sket en forbedring og udvikling af høretekniske hjælpemidler til at afhjælpe hørerelaterede behov, som veltilpassede høreapparater ikke kan håndtere. `Kvalitetssikring´ er også blevet et gængs udtryk for, hvordan man i samfundet ønsker at optimere og sikre forhold for bl.a. de mennesker, der har en funktionsnedsættelse såsom en hørenedsættelse, for de professionelle der arbejder i høreområdet, og for de som i sidste ende skal betale for diverse ydelser.
Forandringer kan altså betyde positive ændringer med nye muligheder til følge. Som nyuddannet i høreområdet oplever jeg i hvert fald, at det næsten også kan kaldes ”mulighedernes tid”.
Sideløbende med udvikling og nye muligheder har der imidlertid også været store økonomiske begrænsninger, og med Kommunalreformen i 2007 ændrede strukturen sig for stort set alle arbejdsområder for en audiologopæd - herunder for høreområdet.
Praktisk blev de strukturelle forandringer ved amternes nedlæggelse først tydelige for mig, da Tale-Høre Instituttet i Hellerup lukkede, idet det var en institution, jeg under studietiden husker at opfatte som en fagligt tiltrækkende fremtidig arbejdsplads.
Teoretisk fik jeg et indblik i nogle af de strukturelle ændringer for høreområdet i forbindelse med skriveprocessen omkring mit speciale om voksne høreapparatbrugere med skærpet inddragelse af pædagogisk audiologi og problematikker netop også sat i relief til den aktuelle situation i Danmark.
Ved min nuværende ansættelse som hørekonsulent mærker jeg forandringerne som en del af min dagligdag. På voksenområdet har kommunernes overtagelse af bevilling og betaling for de enkelte ydelser til en hørehæmmet person nemlig generelt medført, at mulighederne kan synes vanskeliggjorte for at få tildelt flere ydelser end selve høreapparaterne, såsom opfølgende undervisning, supplerende høretekniske hjælpemidler og rådgivning i forhold til f.eks. erhverv. Det er forståeligt, at de enkelte kommuners økonomi er trængt og det er sandsynligt, at det blot drejer sig om tid, førend samarbejdsordninger, nye arbejdsgange og procedurer er optimerede og fungerer glat. Men indtil videre oplever jeg, at de mange forandringer på det strukturelle plan er mere begrænsende for den enkelte person med hørenedsættelse, for den enkelte konsulent, underviser, institution mm., end de skaber forbedrede muligheder. Det er svært i hastigt tempo at skabe et godt samarbejde med mange kommuner og at skabe tilfredsstillende arbejdsgange for alle parter.
Trods min relativt lille erfaring fra høreområdet ved jeg, at jeg dagligt er omgivet af kolleger, der er enormt engagerede og som fagligt er utrolig dygtige. Jeg mærker imidlertid også, hvordan mange forandringer de seneste par år har medført en følelse af usikkerhed, forvirring og frustration. Det være sig udsigter til måske nye økonomiske besparelser og nedskæringer samt ændringer af arbejdsprocedurer. Jeg havde ikke forventet, at arbejdet i høreområdet i en sådan grad kan dreje sig om, hvad der kan tillades rent økonomisk over for, hvilke hørerelaterede behov og begræsninger ift. aktivitet og deltagelse, en person med hørenedsættelse har. Med nye samarbejdspartnere ligger der fortsat et stort arbejde ved at opnå øget forståelse for hinandens arbejdsområder og ved at holde fokus på det vigtigste – at hjælpe de voksne mennesker, der har høreproblemer.

”I gamle dage…”
En kollega ved høreområdet fortalte mig forleden om, hvordan en vis arbejdsprocedure havde været anderledes nemmere engang, og hertil anvendte hun udtrykket ”i gamle dage”. Da jeg spurgte ind til, hvor lang tid siden det var, måtte hun tragikomisk erkende, at det var år 2008, hun refererede til! Det udsagn understreger, hvordan store forandringer på meget kort tid skal implementeres i éns daglige virke i høreområdet.
Der er fordele og ulemper ved at være nyuddannet audiologopæd inden for høreområdet i denne tid. Jeg kender ikke i praktisk forstand til de tidligere arbejdsgange og samarbejdsprocedurer, og kan måske lidt naivt stadig tro på, at det er muligt at hjælpe alle de, der har behov for det uden at tænke på økonomi og afslag på bevillinger. På studiet lærte jeg jo ikke eksplicit om, hvordan bevilling af forskellige tiltag og ydelser ville kunne kræve yderligere detaljerede begrundelser end den, at en pågældende person med hørenedsættelse har et behov for det for ikke at blive uretsmæssigt begrænset. På samme måde formodede jeg under specialeskrivningen, at tiltag såsom mulighed for gentagen pædagogisk opfølgning efter høreapparattilpasning med en selvfølgelighed ville blive imødekommet af hjemkommuner, der nok skal betale for det, men som samtidig sikrer det bedst mulige udbytte af høreapparaterne og sikrer, at kostelige apparater bruges på optimal vis.
Som nyuddannet audiologopæd og med kun få måneders erfaring som hørekonsulent, hvor alt stadig er meget nyt, er det tankevækkende, at alt det nye netop skal håndteres, samtidig med at kunne mærke en vis usikkerhed og frustration hos de mere erfarne audiologopæder ved høreområdet som i høj grad skyldes de også for dem nye tiltag og forandringer.
I relation til de åbenbart ”meget gamle dage” - da jeg i 2003 startede på audiologopædistudiet! - hvor der kun blev spået om gode fremtidsmuligheder for job ved lige netop det område, man ønskede, sidder jeg nu med en følelse af at være usandsynligt privilegeret og heldig over at have fået lov til allerede nu at arbejde ved høreområdet. Et område jeg brænder for og som fascinerer mig. Tiden fremover vil sikkert bære endnu flere forandringer med sig og måske i et hastigt tempo. Nogle forandringer vil muligvis forårsage forvirring og usikkerhed, mens andre forhåbentlig vil lette arbejdsgange og procedurer. Under alle omstændigheder glæder jeg mig over muligheden for at arbejde som hørekonsulent i høreområdet, og jeg er indstillet på at gøre mit bedste for at være fagligt opdateret, engageret, fleksibel og omstillingsparat over for alle udfordringer.

Depechen videregives til Susanne Nemholt, der er uddannet audiologopæd og psykoterapeut. Susanne er ansat som Funktionsleder ved Kommunikationscentret, og hun vil skrive om tinnitus.

Venlig hilsen
Julie Nørholt Berg-Sørensen