LISBETH GØTTSCHE:
44 år, mor til Asta, 11 år, døvfødt, CI opereret som
3-årig og igen som 8-årig. Mor til Louie, 6 år og hørende. bosiddende i Vejby.
Uddannet bibliotekar, ansat som publikumchef på Herlev bibliotek. Kontakt:
lisbethgottsche@gmail.com

Er Asta hjemme?
De fleste af os kender vel denne scene, hvor en af barnets kammerater står på dørtrinet og spørger efter selskab. For vores Asta har det været en lang rejse, før det er blevet en almindelig oplevelse.
Jeg vil gerne fortælle lidt om Astas rejse mod at komme hjem til lokalsamfundet og de overvejelser vi har haft i den forbindelse.
Hjernestammeaudiometri, var det første ord i rækken af ord, man slet ikke har lyst til at høre i forbindelse med sit spæde barn. Men sådan var det, og vi fik konstateret at Asta er døv, da hun var knap 1 år. Derpå fulgte ordene, vi heller aldrig havde forestillet os at skulle forholde os til; tegnsprogskursus, tabt arbejdsfortjeneste, sagsbehandler, visitationsudvalg, specialbørnehave, centerskole osv. osv. Samtidig skulle vi igennem et forløb præget at fortvivlelse, sorg og bekymringer om Astas fremtid.
Vi var fuldstændig uvidende om døve og døves kultur, og totalt på bar bund i forhold til vores viden om tilbud og muligheder når det gjaldt pasning, skole, tolkning og var rent ud sagt bare elendige og kede af det.
Opdagelsen af Astas døvhed fandt sted umiddelbart inden min forældreorlov udløb, så gode råd var dyre med hensyn til pasning. Asta blev derfor placeret hos en dagplejer, med kommunes løfte om, at der ville blive givet den fornødne støtte og opbakning til dagplejeren. Et halvt år senere var det desværre aldrig blevet til noget. Jeg er overbevist om, at det ikke var af ond vilje, men blot et udtryk for, at man ikke havde den rigeste anelse om, hvad man skulle stille op med et barn som Asta. Faktisk er det en af de ting vi dengang oplevede igen og igen. Kommunen var ikke uvillig til at imødekomme ansøgninger og har gerne bevilget os de tilbud, vi selv fandt frem til. Men det var hele vejen igennem os selv, der skulle være drivkraften i at undersøge og opsøge tilbud og muligheder for Asta.
Heldigvis har vi også mødt mange steder og ildsjæle, der arbejder og kæmper utrætteligt på de døve børns vegne.
Det første sted vi mødte var Børneklinikken. Her fik vi usentimental rådgivning og helt kontante råd til, hvordan vi skulle forholde os. Et godt spark i den rigtige retning.
Børneklinikken fortalte os om specialbørnehaver, og vi fik søgt om en plads i Kvisten i Børnehuset Nyrups afdeling for døve og hørehæmmede børn. Så, 1½ år gammel stiftede Asta bekendtskab med taxa, som skulle blive en fast bestanddel i hendes liv mange år fremover. Hver dag til hun var 6 år gik turen fra Vejby til Kvistgård. Alt i alt et par timers kørsel. Børnehaven var heldigvis en af de positive oplevelser, som var med til, at vi fik øje på Asta potentialer og ikke kun så hendes begrænsninger.
Undervejs, da Asta var knap 3 år, fik vi tilbudt CI operationen. Valget var svært. Det var nyt, og vi havde så meget kontakt til døvekulturen, at vi var bekendt med de nærmest religiøse holdninger til CI. Samtidig var det rigtigt svært at sige ja til et operativt indgreb på vores friske, kvikke pige, der faktisk trivedes fint med at være døv.
Efter mange vågne nætter og mange, lange overvejelser kom vi frem til, at det ville være at åbne døre for Asta at hun blev opereret, og at hun jo kunne vælge det fra, når hun blev gammel nok til selv at træffe beslutningen.
Da tiden kom, hvor Asta skulle i skole, stod vi igen i en situation hvor vi skulle vælge på hendes vegne, uden at vi følte, at vi havde forudsætningerne. Skulle hun i ”almindelig” skole, på Døveskolen eller på Centerskole. Valget faldt på mellemløsningen – nemlig Centerskolen i Ballerup. Vi følte på det tidspunkt, at Asta ikke længere var ”ægte” døv, men at hun var heller ikke var klar til en hverdag som hørende.
Det var en tid med mange bekymringer. Vi havde nu en pige, som ikke havde et alderssvarende sprog på dansk, men som også havde mistet grebet om tegnsprog. Havde vi nu valgt rigtigt? Heldigvis var Asta glad for skolen, lærerne og den lille gruppe af kammerater, og hun udviklede sig rigtigt godt, både sprogligt, fagligt og socialt. Men – for der var et men – hendes klasse og de kammerater der var på hendes alder var få, og ofte var det eneste de havde tilfælles deres høretab. Fagligt begyndte det også at kunne mærkes, at der var behov for mere.
Da Asta var 6 år fik hun en (hørende) lillebror, som er gået den slagne vej, fra dagpleje, til børnehave og nu snart i skole, her i vores lille lokalsamfund. Asta bemærkede snart, at der var forskel på de to, og at alle hilste på Louie, hos købmanden, når vi gik tur, osv. osv. ”Hvor kender han alle de mennesker fra”, spurgte hun ganske fornuftigt. Da Asta gik i 2. Klasse traf hun selv den beslutning, vi havde så svært ved; Jeg vil hjem!
Vi havde en rigtig god proces med centerskolen, da vi meldte dem vores beslutning om at tage Asta hjem. De gik fuldt og helt ind i opgaven med at gøre Asta parat til at flytte til vores lokale skole, og vi fik heldigvis den samme gode opbakning fra Vejby skole. Asta startede i januar med at komme på besøg i sin nye klasse engang om ugen, og da det gik så fint som det gjorde, flyttede hun permanent i maj måned, så hun kunne lære sin nye klasse at kende, inden hun skulle starte efter sommerferien.
Asta skal nu snart i 5.klasse, og trives helt fantastisk. Hun er fagligt pænt med og nyder at have sine venner omkring sig. Asta blev taget rigtigt godt imod, både af skolen og af kammeraterne. Hun er så heldig, at have en klasselærer, der har formået at skabe de optimale rammer for hende, og som har kommunikeret Astas særlige behov til klassen, uden at gøre Asta ”underlig” i de andre børns øjne.
Den første tid brugte vi mange kræfter på, at finde ud af hvordan og hvor meget Asta behøvede støtte. Det var svært for skolen at definere Astas behov, da man ikke tidligere havde haft et barn som Asta, der primært havde brug for hjælp til kommunikation. Efter en del møder og nogen frustration, er vi kommet frem til en fornuftig støtte til Asta. Astas støttepædagog havde ikke tidligere erfaring med CI -børn, men har kastet sig ud i opgaven med stort engagement og dygtighed.
Der er ingen tvivl om, at Asta må arbejde hårdt for at følge med i skolen, og at hun ofte er godt brugt op efter en dag i skolen og på fritidshjemmet. Der er heller ingen tvivl om, at der er og vil blive ved med at være situationer i både undervisningen og i fritiden, hvor hun er hægtet af. Det er antageligt et livsvilkår, som vil følge hende resten af livet. Jeg vil ikke komme ind på de forskellige udfordringer, men opfordre til at læse det forrige indlæg i Stafetten, hvor Lise Hoff og Pia Hansen har beskrevet deres arbejde med Asta og et andet CI-barn.
Selv om der har været mange beslutninger, der har voldt os søvnløse nætter og hvor vi har måtte stole på vores mavefornemmelse for, hvad der var rigtigt, er vi i dag ikke i tvivl om, at det at kunne være en del af nærmiljøet er af afgørende betydning for, at Asta trives så fint, som hun gør.

Så svaret på kammeraternes spørgsmål gives med et stort smil: ” Ja, Asta er hjemme – kom indenfor.”

Næste skribent er Tanja Phil Sandager, som vil skrive om foreningen Decibels arbejde for CI børnenes vilkår.

Venlig hilsen
Lisbeth Gøttsche