RIKKE LARSEN LÖFVALL:
"Jeg arbejder på kompetencecenteret SPK. Oprindeligt uddannet som pædagog og ansat på Fritidshjemmet i 1995. Udviklingen indenfor CI området blev det første fokusområde for mig, da jeg blev ansat som stedfortræder på Fritidshjemmet. Mit næste fokusområde blev at medvirke til at institutionen "Skolen på Kastelsvej" udviklede sig til organisationen "Kompetencecenteret SPK", der foruden skole-, fritids- og aflastningstilbud driver indtægtsdækket virksomhed indenfor udredning, vejledning, kurser og konsulentvirksomhed samt som VISO leverandør. De senere år har jeg derfor primært arbejdet som informationsmedarbejder, koordinator og konsulent. Sideløbende har jeg taget en Master i Professionsudvikling og Professionsuddannelse, mens jeg i øjeblikket videreuddanner mig indenfor systemisk ledelse og konsulentvirksomhed." 1)
Specialpædagogik i folkeskolen – Erfaringer fra SPK – Skolen på Kastelsvej”Adfærdsvanskeligheder, sociale og/eller emotionelle problemer er nogle af de største udfordringer i forbindelse med inkluderingen af elever med særlige undervisningsmæssige behov i det almene skolesystem. Generelt kan det fastslås, at det at håndtere elevernes forskelligartede behov i klassen er én af de allerstørste udfordringer overalt i Europa.”
Jeg indleder med dette citat for at trække en parallel mellem ”elever med særlige undervisningsbehov” og børn, der har varige særlige undervisningsbehov som f.eks. brug af FM anlæg, særlige hensyn til placering, særlig tilrettelagt undervisning... kort sagt de fleste børn med hørenedsættelse. Citatet herover peger på en sammenhæng mellem særlige behov, vanskeligheder og problemer, men også på at behovene kan håndteres, om end det kan være en udfordrende opgave. Denne stafet vil fokusere på udfordringens mange udtryk gennem et par eksempler og give et bud på, hvordan man kan tænke ”håndtering”.
Jeg kommer til en 3. klasse, hvor en dreng efter lærernes beskrivelse er ”ved at trække sig ind i sig selv”. Jeg er blevet bedt om at se på ham i min kapacitet som konsulent på kompetencecenteret SPK – Skolen på Kastelsvej. Drengen har hørenedsættelse og lærerne aner en sammenhæng, de gerne vil have bekræftet af en ”høreekspert”. Da jeg kommer ind i klassen får jeg straks øjenkontakt med eleven. Jeg holder øjenkontakten, mens læreren forklarer, at jeg kommer fra et sted, hvor man véd noget om hørenedsættelse. Drengen studerer mig nysgerrigt og inviterer mig til at sidde ved siden af sig. Jeg overværer en lektion, hvor det i lange perioder ikke er muligt for drengen af se lærerens ansigt. Der er en del støj i klassen og intet FM anlæg. Jeg vender mig mod drengen hver gang, støjen er særlig slem og ser på ham. Han holder øjenkontakt og spørger ind til, hvad der skal ske nu? Hvad de andre taler om? Jeg kan fortælle ham, hvad der skal ske og han går sammen med en anden dreng om at løse opgaven. Han aftaler på egen hånd arbejdsfordeling med den anden dreng, arbejder energisk og ser sommetider på mig. Jeg opfatter øjenkontakten som hans måde at kontrollere, om han er på rette vej. Mens drengene og klassen arbejder tager læreren fat i mig og spørger, hvordan jeg har fået drengen til at være aktiv. Hvordan har jeg fået ham til at tale så meget? Jeg fortæller hende om øjenkontakten og de muligheder, den giver både drengen og hende.
I en 4. klasse var der ofte konflikter mellem pigen med hørenedsættelse og de andre børn, især de andre piger. Pigen med hørenedsættelse følte sig holdt udenfor, fortalte mor. Læreren, kunne fortælle at de andre piger ikke forstod, hvorfor pigen med hørenedsættelse reagerede så voldsomt i situationer ”der ingenting var..”. Jeg og en anden konsulent fra SPK tog af sted med en pose ørepropper. Klassekammeraterne skulle opleve, hvordan en hørenedsættelse begrænser hørelsen og dermed forståelsen. Med de gule propper i ørene blev børnene bedt om at løse en række opgaver, hvor de skulle lytte uden at kunne mundaflæse, lytte til en fremmed stemme, i mørke m.m. De løste opgaverne på forskellige måder, hvilket gav anledning til snak om, at vi alle mener, vi hører det samme, men at vi faktisk hører forskelligt. Derefter lavede den anden konsulent og jeg et lille rollespil, hvor vi talte om et gaveønske (en trøje som lærerens), mens vi så mod læreren og pegede på hende. Konsulenten og jeg smilede bredt til hinanden ved tanken om den gode gave, der nu med sikkerhed måtte være på vej. Børnene fulgte spillet, stadig med propperne i ørene. De blev nu bedt om at fortælle, hvad konsulenten og jeg havde talt om. Hvert barn havde sin historie, ingen af dem var helt korrekte. Alle havde opfattet noget og havde gættet sig til resten. Pigen med hørenedsættelsen mente bestemt, at vi havde grinet af læreren. De mange eksempler på forkerte gæt illustrerede, hvor svært det kan være, når man ikke helt kan høre, hvad der sker. Mens pigens eget gæt viste, hvor galt det kan gå, hvis man på forhånd har en negativ forventning. Snakken om gætteri kunne derfor bruges både til at lade børnene mærke, hvor svært det kan være, hvis ikke man har fuld adgang til kommunikationen, men også til at tale om at man skal være meget forsigtig med at strække sit gætteri ”for langt”. Hvad kunne man så gøre i stedet for, spurgte vi. Spørge, gå tættere på - eller blande sig udenom. Gode fornuftige forslag, der ikke kunne være formuleret bedre af os konsulenter.
De to eksempler viser på hver sin måde at specialpædagogik ikke alene er viden om hørenedsættelse, hørerehabilitering og hjælpemidler. Sammenstød mellem barnets individuelle og klassens fælles ”behov og begrænsninger” kan være uundgåelige udfordringer, der påvirker barnets trivsel, aktivitetsniveau og initiativlyst. Udfordringer, der med held kan håndteres med kreativ og opfindsom specialpædagogik, baseret på det unikke lokale behov.
Jeg giver stafetten videre til Inaluk Jeppesen, Souschef i Integreret institution Konkylien og sprogvejleder distrikt Østerbro Københavns Kommune. Inaluk vil skrive om Inklusion. ________________________
1) Citat fra ”Key Principles in Special Needs Education” fra European Agency for Development in Special Needs Education (Det Europæiske Agentur for Udvikling af Undervisning til Personer med Særlige Behov) En uafhængig, selvejende institution, etableret af en række europæiske lande som en platform for samarbejde om specialundervisning, se evt. http://www.european-agency.org/
Venlig hilsen
Rikke Larsen Löfvall
