JULIE MEYER KIRKEGAARD:
Jeg er 14 år gammel og går i 9. klasse på Møllevangskolen i Århus.
Møllevangskolen har centerklasser fra 0. - 9. klasse.
Da jeg var 8 år valgte mine forældre, at købe et hus tæt på skolen, så jeg kan få en "almindelig" hverdag som de fleste andre børn.
Så jeg cykler i skole, også når det regner.
Jeg bor sammen med min mor, far og verdens bedste lillesøster på 3 år.
Hvad jeg laver i min fritid kan du læse om i min stafet og hvis du vil vide hvad mine fremtidsdrømme er må du læse videre.

God læselyst, venlig hilsen
Julie


Vigtige beslutninger i mit liv
Min allerførste store beslutning var da jeg skulle Cochlear Implanteres, eller rettere sagt var det mine forældre, der tog den beslutning.

Jeg blev født døv og det blev opdaget, da jeg var cirka 11/2 gammel.

Jeg startede som to-årig i børnehaven “Børnegården Rundhøj” i Århus, hvor der var også andre døve og hørehæmmede børn. Der fik jeg mange gode døve venner og veninder som jeg stadigvæk er sammen med på min skole, Møllevangskolen i Århus.

Da jeg var 5 år gammel tog mine forældre en beslutning som ændrede mit liv. Jeg skulle nemlig Cochlear Implanteres. Operationen skulle ske d. 15. Januar 1999.

Mine forældre var interesserede i denne operation allerede da jeg var 2 år gammel men fik den besked at, sandsynligvis ville operationen aldrig blive tilbudt døvfødte børn i Danmark og at det kun blev tilbudt til døvblevne voksne.

Et stykke tid efter begyndte man også at operere døve børn her i Danmark, så i 1998 fik vi tilbudt om at få mig opereret. Efter grundige overvejelser besluttede mine forældre at jeg skulle have CI. Jeg kan faktisk tydeligt huske at mine forældre spurgte mig om jeg ville have CI og at jeg måske ville kunne høre lidt med tiden. Men der var jeg jo kun fem år gammel og jeg vidste ikke rigtig hvad CI var. Jeg svarede først nej, jeg ville være døv. Tænk, hvis jeg ikke var blevet cochlear implanteret, så ville mit liv overhovedet ikke være ligesom nu.

Jeg begyndte i skole som fem-årig og gik i en klasse sammen med fire af de andre døve born fra børnehaven, så dem kender jeg rigtig godt. Jeg har faktisk været sammen med dem lige siden jeg gik i vuggestue. Nogle vil sikkert sige vi har været mere sammen end de fleste søskende.

Jeg bruger efterhånden kun tegnsprog sammen med mine døve venner. Sammen med mine hørende venner bruger jeg faktisk kun dansk tale, lidt naturlige tegn og kropssprog. Til min familie, lærere og pædagoger bruger jeg tegnsprog med stemme.

Da jeg gik i børnehaveklasse var CI stadigvæk nyt for mig og lærerne. Jeg begyndte at gå til artikulationsundervisning med to forskellige lærere, to gange om ugen. Efterhånden lærte jeg at tale og høre. Samtidig med skolen gik jeg også på et fritidshjem, hvor der var bade hørende, hørehæmmede og døve. Jeg legede med dem allesammen og jeg syntes, at det var dejligt og sjovt, at man selv kunne vælge hvem man ville lege med. Men jeg legede mest med mine døve venner, fordi der følte jeg mig mest hjemme og tryg. Dér kunne jeg frit bruge tegnsproget. Jeg synes også det var sjovt, at lege med mine hørende venner, men desværre altid med en masse misforståelser.

Nu går jeg i 9. klasse, vi er fem i klassen, tre døve og én med CI ligesom mig. Jeg er meget glad for min klasse. Mine lærere plejer at bruge både tegnsprog og dansk til os i timerne. I min fritid er jeg sammen med mine venner, både døve og hørende.

Jeg har lige fået mit første fritidsjob, som køkkenmedhjælp i en græsk restaurant. Jeg er meget glad for arbejdet. Det er en lille restaurant og mine kolleger er meget søde og hensynsfulde.
Nogle af mine kolleger er græske, så er de meget gode til at bruge deres kropssprog.

Mit fridsarbejde er en rigtig god øvelse for mig, så jeg lærer at begå mig på en arbejdsplads og blandt udelukkende hørende mennesker. På mit arbejde skal jeg vaske op og gøre kyllinger klare til servering. Det bedste jeg får lov til er at lave is-desserter, så jeg håber altid at gæsterne kan spise dessert.

Jeg glæder mig altid til jeg får løn, jeg er ved at spare op til mit eget kamera. Jeg elsker at fotografere og tænker, at det måske vil være en mulighed for mig i fremtiden, at blive fotograf.

For et år siden beslutttede jeg mig for at tage på efterskole, Frijsenborgskolen, der er en efterskole hvor der er ca. 88 elever, heraf 22 elever der er hørehæmmede. Jeg er næsten lige blevet blev optaget på Frijsenborgskolen. Jeg ved godt selv at det vil ændre mit liv meget, fordi jeg bliver forhåbentligt meget bedre til at tale, lytte og kommunikere med hørende. Jeg glæder mig meget til at gå på skolen og skal starte i august 2008, hvor jeg tager niende klasse igen (jeg kom jo tideligt i skole) og måske også tiende klasse. Men hvor er jeg dog nervørs, om jeg kan følge med i timerne, og i fritiden sammen med de andre. Jeg véd det ikke.

Efter Frijsenborgskolen ved jeg ikke, men jeg har tænkt mig at gå på en eller anden kreativ fagskole da jeg er meget kreativ. Men jeg har også overvejet at gå på HF. Tidligere var tøjdesigner mit drømmearbejde, men nu ved jeg ikke rigtigt, måske fotograf. Jeg har også drømme at rejse rundt omkring i verden og opleve en masse eventyr. Så måske skal jeg bare se hvad fremtiden bringer mig.

Jeg sender stafetten videre til min mor - hun arbejder som konsulent ved Danske Døves Landsforbund der for øjeblikket har et projekt der hedder " Tid til tegnsprog".
Det går ud på, at få flere døve i arbejde. Jeg synes faktisk, at hun er ret god derfor sender jeg stafetten videre til hende.