ANDERS SAMUELSEN:
Medlem af Folketinget 1998 - 2004
Valgt til Europa-Parlamentet, 2004
Medstifter af partiet, Ny Alliance, 2007

I hvilken grad lykkes det - set fra politisk hold - at inkludere handicappede, eksempelvis døve og hørehæmmede i det danske samfund, herunder arbejdsmarkedet

Tak for stafetten, som jeg gerne løber videre med.

Inklusion af handicappede på arbejdsmarkedet er en af mine hjertesager. I mine fire år som konsulent på Castberggård Job- og Udviklingscenter fra 1994 – 1998, arbejdede jeg med at lave arbejdsmarkedsprojekter for døve og hørehæmmede – og det var her, mine øjne blev åbnet for hvilken dynamik, forskellighederne fremelsker. At afskrive mennesker på baggrund af den måde, de kommunikerer på, burde forbydes. Forskellige sprog (f.eks. tegnsprog i forhold til talt og skrevet dansk) giver perspektivforskydninger, der nuancerer billedet af den virkelighed, vi skal fungere i.

Efter jeg kom i Folketinget i 1998, var jeg stadig tilknyttet stedet. Ganske enkelt fordi jeg gerne ville bevare kontakten – og gerne på et tidspunkt vil vende tilbage til området. Indtil jeg blev valgt til Europa-Parlamentet i 2004, brugte jeg ofte mit netværk og mine erfaringer fra Castberggård til at klæde mig selv på i forhold til det sociale lovgivningsområde.

Til trods for en stor indsats fra Castberggård og områdets andre aktører går det tilsyneladende desværre ikke alt for godt med inklusionen af døve og hørehæmmede på arbejdsmarkedet.
Det bekræfter store arbejdsmarkedsundersøgelser fra Socialforskningsinstituttet og Castberggård.

Problemet er, at mennesker med handicap tilsyneladende bliver glemt, når de store beslutninger skal træffes. Beslutninger, der ændrer ved hele den måde, samfundet fungerer på. Den nyligt gennemførte strukturreform er et eksempel af de mere grelle. Ved nedlæggelsen af amterne og en række specialfunktioner, der havde til opgave at servicere handicappede, opløste man de naturlige vidensbanker, der var oparbejdet gennem års værdifuld erfaring. Den specialviden, der fandtes blandt fagpersonerne de steder, blev ikke tænkt godt nok ind i den nye struktur. Ganske enkelt fordi der ikke var politisk åndsnærværelse til at tænke på den store gruppe danskere, der har behov for forskellige former for kompensation for at kunne bidrage til arbejdsmarkedet.

Hvis man har en funktionsnedsættelse, skal man selvfølgelig behandles med respekt på lige fod med alle andre. I den respekt skal der ligge en tillid til, at man selv kan tage ansvar for at træffe sine egne valg - baseret på en god og kvalificeret vejledning. Det ved jeg af erfaring fra Castberggård, hvor det ikke handlede om at skulle trække en bestemt løsning ned over hovedet på de mennesker, vi havde med at gøre – men om at gøre dem i stand til at træffe de fremadrettede valg, der var de rigtige for dem.

Netop tilliden til det enkelte menneske er en af Ny Alliances ideologiske grundstene. Tillid til, at det enkelte menneske vil det bedste. For sig selv, for sine nærmeste og for samfundet som helhed. Derfor mener vi, at vejen frem bør bevæge sig bort fra nidkær statslig kontrol og en klientgørelse, hvor folk fratages alt andet end firkantede minimumsrettigheder og i øvrigt ikke tiltros evnen til at tænke og agere ansvarligt.

Overkontrol og jagt på at opfylde måltal har tvunget kommunerne til at placere ledige i alverdens aktiveringsforløb. For døve og hørehæmmede betyder det, at der ikke bliver taget hensyn til de ofte ganske indlysende nødvendige former for kompensation, der gør, at de kan passe deres arbejde ligesom alle andre. Resultatet er, at hørehæmmede og døve ender i en ganske meningsløs og dybt nedværdigende karrusel, hvor de får det ene nederlag efter det andet, fordi der ikke er politisk evne til at se et perspektiv, der rækker lidt længere end næste kvartals budget og ledighedsstatistik.
Som Socialforskningsinstituttet konkluderer i sin rapport ”Den korteste vej til arbejdsmarkedet” fra juni måned, er den korteste vej til arbejdsmarkedet lang for de svageste ledige. Derfor er det nødvendigt, at man fra politisk hold ikke i jagten på at fornøje folkestemningen med flotte, men misvisende øjeblikskurver skaber en underklasse af svage ledige og handicappede, der kommer til at sidde fast i svingdøren.

Hvis man fra politisk hold frigør sine borgere fra overkontrol og minuttyranni, vil ansvarligheden for samfundet og respekten for sine medmennesker sive ned gennem systemet. Hvis systemet er bygget op omkring mistillid, konstant kontrol og overidealiserede måltal, skaber det ikke reelt nogen værdi i kædens sidste led.

Derfor er det nødvendigt, at vi som politikere lytter til både specialisterne og de borgere, det handler om. Lytter til de folk, der ved, hvad de har med at gøre. Vi er netop politikere – ikke socialpædagoger, specialkonsulenter, audiologer osv. Som politikere er vi dybt afhængige af at have et godt netværk, der kan hjælpe os til at træffe de rigtige beslutninger og afhjælpe de påtrængende behov. For de grupper med særlige behov, der ofte er svære at få øje på, er risikoen for at blive overset fra politisk hold særligt stor; og netop på denne gruppe er det - paradoksalt nok – ekstra vigtigt at have politisk opmærksomhed.

I de senere år har der udviklet sig et frugtbart samspil mellem de offentlige og private institutioner, der bestræber sig på at servicere hørehæmmede og døve, der er på vej ud på arbejdsmarkedet. Strukturreformens konsekvenser for dette samarbejde kender vi ikke endnu. Men med ny fordeling og opsplittelse af ansvaret kan man spørge sig selv, om de enkelte kommuner er store nok til hver især at have den specialviden, der er nødvendig. Om den enkelte hørehæmmede i den enkelte kommune får den rigtige vejledning, så han eller hun har den fornødne viden og indsigt til at kunne træffe sit eget valg. Det store spørgsmål er, hvordan vi i disse nye rammer kan fastholde og opsamle viden og erfaring, så kommunerne ikke behøver at lave de samme fejl på forskellige tidspunkter - og i stedet kan lade sig inspirere af hinanden.

Målet med hele denne indsats må være, at den enkelte er i stand til at kunne træffe de rigtige beslutninger på et grundlag af viden, indsigt og erkendelse af egne muligheder.

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Julie Meyer, der går i 9. klasse på Møllevangskolen i Århus. Hun er et godt eksempel på en kompetent person, der har kunnet træffe de rigtige beslutninger for sit eget liv.

Med venlig hilsen
Anders Samuelsen