OM NIELS NIELSEN:
Niels Nielsen er leder af Castberggård Job- og Udviklingscenter.

Livssyn og holdninger hos en garvet medarbejder i voksne døve og hørehæmmedes verden

Centerleder Niels Nielsen fra Castberggård Job- og Udviklingscenter fortæller om sit eget livssyn og hvordan dette falder i tråd med Castberggårds værdigrundlag.

Min karriere indenfor døveverdenen blev indledt i august 1974. Jeg fik arbejde som døvekonsulent i Aalborg og blev hurtigt klar over, at det var et yderst spændende og udfordrende job. Det skulle vise sig, at det ikke alene var nødvendigt at tilegne sig et totalt ukendt sprog, det var også vigtigt at få indsigt i den særlige kultur, der er forbundet med sproget. Der fulgte også en tredje udfordring med; nemlig at skulle kunne forholde sig til den afvigerrolle, som døve per definition placeres i af det omgivende samfund.

Af gode grunde vidste jeg naturligvis ikke meget om alt dette, inden jeg fik jobbet, men det varede kun få dage, før jeg vidste, at det var et vildt fascinerende arbejde, jeg var havnet i.

Sproget var det vigtigste at få styr på. Derfor måtte jeg hver morgen, når jeg mødte på arbejde sætte mig på en stol foran en TV-monitor med tilhørende videoafspiller for at træne tegnsprog via undervisningsprogrammer på bånd.

Det var en god begyndelse, især fordi det ret hurtigt blev fulgt op med et internatkursus arrangeret af Center for Tegnsprog. Det er heldigvis blevet til en række yderligere tilbud igennem de mange år, jeg har fungeret i ”døveverdenen”.

For at klare sig i jobbet, skulle man kunne lide det og engagere sig fuldt ud. Et halvt engagement ville ikke være nok. Man skal kunne indleve sig fuldstændigt og være parat til at slås indædt for at få et tegnsprogsniveau, der er så godt, at døve kan føle sig ordentligt behandlet.

For mit vedkommende kunne jeg takke min egen stædighed, mine gode kolleger samt ikke mindst de døve, som jeg fik med at gøre, for min relative succes. Den tålmodighed og den accept, jeg blev mødt med blandt døve, fik mig til at tro på at det kunne lade sig gøre på trods af besværet.

Indtil videre har jeg overlevet 33 år i branchen.

Til mit held hører, at jeg har kunnet skifte job nogle gange. Jeg har derved undgået at miste begejstringen, selvom ”græsgangene” i en vis udstrækning var de samme.

Mit livssyn bunder i en medfødt interesse og nysgerrighed for at lære mine medmennesker at kende med alle de plusser og minusser, de nu måtte have. Min interesse styres af en dybtliggende respekt for den enkelte persons integritet. Det er ofte lettere sagt end gjort, især når man optræder i rollen som eksempelvis konsulent eller lærer, fordi forholdet får karakter af en redningsmand / offer situation, hvorved der opstår et ulighedsforhold, som meget nemt kan forrykke ligeværdigheden.

Balancen mellem at opføre sig etisk og professionelt korrekt og at virke som en imødekommende og vennesæl person, der tør afsløre sine dyder og svagheder i samspillet med den, man skal hjælpe, er hårfin og skal håndteres med yderste akkuratesse. Under alle omstændigheder er det vitalt, at samspillet omgærdes af ærlighed og oprigtighed.

Jeg er stolt af at kunne sige, at forvaltningen af disse værdier altid har haft høj prioritet i det arbejde, jeg har skullet varetage.

På Castberggård har det ikke været svært at finde grobund for sådanne værdier. Tværtimod har det altid været magtpåliggende for Castberggårds personale og ledelse, at respekten for individet skal tages i agt på en sådan måde, at der er tale om anerkendelse af personens ret og pligt til at være arkitekten i eget liv.

Anerkendelsen bygger på forståelsen af de præmisser, personen har med sig i forhold til selvtillid og selvforståelse. Den bygger også på respekt for den rolle, personen indtager i forhold til det omgivende samfund og det selvbillede, der er forbundet med denne rolle.

Ydermere bygger anerkendelsen på forståelse af gruppesamhørighedsforhold og hvilke normer og værdier, personen baserer sin sociale identitet på.

Brugerindflydelse er ikke et tomt mantra hos Castberggård. Det har altid været anset som en bydende nødvendighed hos os, idet vi aldrig har kunnet se meningen med at lave tilbud, som brugerne ikke var interesserede i.

Når man taler om brugerdreven innovation som det nye begreb i beskæftigelsesindsatsen, mener vi i al beskedenhed, at det er et begreb, vi har kendt til i al den tid, vi har været på banen.

På de tilbagemeldinger og på de resultater, vi opnår gennem vore beskæftigelsesprojekter, kan vi måle at tilgangen til arbejdet er den rette, men vi må også erkende, at der er en hel del indsatsområder, der behøver skærpet indsats og interesse både hos os og andre steder i systemet.

Castberggård har foranstaltet en undersøgelse af døves uddannelses- og beskæftigelsesvilkår.
Den gav os nogle særdeles nyttige oplysninger. F.eks. kom det frem, at cirka halvdelen af alle døve personer i alderen 18 – 65 år ikke har nogen tilknytning til arbejdsmarkedet. Mindre end halvdelen af den samlede gruppe havde gennemført en længere skoleuddannelse end folkeskolens grunduddannelse.

Dette har givet anledning til, at alle aktører på uddannelses- og beskæftigelsesfeltet for voksne døve har sat sig sammen med brugerne for at finde løsningsforslag, der kan rette op på skævhederne. Her vil vi være katalysatorer og sørge for at sagerne ikke bliver ”syltede”.

Målet for Castberggård er fortsat at være stedet, hvor døve og hørehæmmede finder kraften og ressourcerne til at opnå den status og den livskvalitet, de er berettigede til som ligeværdige borgere i dette land.

Stafetten vil jeg gerne give videre til Anders Samuelsen fra partiet Ny Alliance, der med sit politiske engagement specielt som folketingsmand, men også som EU-parlamentsmedlem har interesseret sig meget for handicappedes inklusion i samfundet generelt og i arbejdslivet specielt. Titelforslag: I hvilken grad lykkes det – set fra politisk hold - at inkludere handicappede, eksempelvis døve og hørehæmmede i det danske samfund, herunder på arbejdsmarkedet?

Med venlig hilsen
Niels Nielsen