OM METTE BERTELSEN:
Mette Bertelsen er døv og fra 1981. Hun har gået på døveskole på Skolen på Kastelsvej, Aalborgskolen og Nyborgskolen. Hun blev i 2007 BA i film- og medievidenskab på Københavns Universitet med sidefag i journalistik på Syddansk Universitet. For øjeblikket tager hun orlov fra studierne for at arbejde i et vikariat som redaktør af Døvebladet. Mette bor på Østerbro i København. Kontakt: mette@mebbe.dk

Adgangsbillet til den hørende verden

Livet i den virkelige verden efter Aalborgskolen. Det er mit emne. Den virkelige verden? Ja. Denne klumme handler om mine personlige erfaringer med at springe fra den lidt lukkede vakuum-verden som udgjorde min døveskole til det, der kaldes... den virkelige verden. Hvad det så end er. Mine tanker er blevet nedfældet så hudløst ærligt som muligt. Tanker som mange andre unge døve og hørehæmmede også har haft gennem deres opvækst.

Af Mette Bertelsen

Begrebsforvirring – hvem er jeg?
I disse tider synes jeg at møde noget nær den totale forvirring omkring betegnelsen af folk med hørehandicap. Måske forvirringen egentlig altid har eksisteret? Eller er det bare inde i mit hoved, det hele virrer rundt? Faktum er, at vi alle sammen, os med hørehandicap, uanset hvad skal indrette os med vores forskellige grader af høretab. Det er mere eller mindre det samme vi har af drømme, ønsker og mål. Men for mig er det ligetil: Jeg er døv. Længere er den ikke. At få en CI er for mig sandsynligvis ikke muligt, og jeg er egentlig heller ikke synderligt interesseret i at få indopereret dette høreaggregat. Også fordi jeg nok er alt for forfængelig til at flashe dette avancerede stykke kropsteknologi. Mine verbale udgydelser kan bedst betegnes som døvske. Man har prøvet at lære mig at tale, men det jeg kan, er der nok heller ikke ret meget at gøre mere ved. Derfor vil jeg hellere bruge tegnsprogstolk end at prøve på at gøre mig forståelig med tale. Jeg føler mig kun handicappet, hvis jeg skal kaste mig selv ud på dybt vand ved at betvinge mine stemmebånd til at udstøde lyde. Her er der noget jeg ikke mestrer til perfektion. Det kan jeg faktisk ikke lide. At ikke være perfekt. Til gengæld skriver jeg godt og jeg udtrykker mig flydende på tegnsprog – andre tegnsprog end kun dansk tegnsprog. Engelsk og tysk på skrift kan jeg også godt klare. Jeg kan nemlig så meget andet end at netop bare at høre. Det allerværste man kan gøre mod andre mennesker er at slå dem oven i hovedet med alt det, som de ikke kan. Det har jeg mange gange været udsat for og det sker stadig ind i mellem i dag. Det har mine venner og bekendte også været igennem. Og jeg kan godt hilse og sige, at det ikke føles særlig morsomt. Men jeg ser at det stadig sker. Både for børn, teenagere, voksne og ældre. Det er vist næsten helt universelt når man har et hørehandicap – og derfor vil jeg gerne fortælle om mine erfaringer.

Døve skulle nødigt opleve nederlag
Der er rigtig mange mennesker, der har den opfattelse at døve skal undersøges, helbredes og hjælpes. Mine kammerater og jeg har gennem hele vores barndom haft et kødrand af fagfolk omkring os: Lærere, pædagoger, audiologopæder, psykologer, støttepersoner. Det var lige til at blive træt af. Men sådan er det jo at være skille sig ud fra normen. Da vi i 1992 flyttede og jeg så dermed skiftede skole, var det fra Skolen på Kastelsvej til Aalborgskolen. Her havnede jeg efter hurtigt skøn, på baggrund af min hørekurve, i døveklassen. Her var jeg så den eneste pige. Det var dog ikke særlig sjovt at gå alene i klasse med alle de drenge, når man som mig var en rigtig tøse-pige. Og så husker jeg også, at niveauet i klassen var skrækkeligt lavt. Det vi lavede i skolen, gav ikke ret meget mening. Som 10-årig kan jeg huske, at jeg var forfærdet over undervisningsniveauet. Det var på ingen måde alderssvarende. Men vores lærer mente vist, at det var lidt svært for døve at lære at læse og skrive. Vi skulle nødigt presses, vi skulle ikke opleve nederlag, når vi kom ud i den virkelige verden. Men det var et nederlag i sig selv at ikke udfordres fagligt. Og det med den såkaldte virkelige verden vender vi tilbage til. Af en eller anden årsag lykkedes det mig nogen tid efter at blive overflyttet til tunghøreklassen, som det så fint hed dengang. Formodentlig fordi jeg skulle have lov til at gå sammen med de andre piger. Her var niveauet anderledes alderstilsvarende og jeg trivedes meget bedre der. Både fagligt og socialt. Siden hen var der en af drengene fra min tidligere døveklasse, der rykkede over i vores gruppe. Også han faldt godt til og fik et fagligt kæmpeboost. Han havde jo egentlig altid haft et godt hoved. I dag har han sin egen virksomhed som kører med succes. Her i dag kunne jeg godt undre mig over, hvordan man sådan kunne opdele eleverne i klasser efter høreniveau, og hvor det faglige niveau var stærkt svingende. Døve er jo sådan set ikke dummere end tunghøre. De er bare mere afhængige af tegnsprog. Men sådan var det rigtig mange steder dengang jeg gik i skole. At undervisningen ganske enkelt ikke var alderssvarende.

Samtale fremmer forståelsen
Jeg er ikke i tvivl om at det for en døv er svært at lære døve dansk. Det er klart en ekstra udfordring, og skylden for at man ikke lykkes, skal ikke lægges 100% over på skolen. Det betyder også meget hvordan ens familiebaggrund og netværk er. Jeg tror at det at have en god familiebaggrund er afgørende for hvordan man ender med at klare sig. Både som døv og ikke-døv. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er der mange af mine døve bekendte, der besidder en alt for begrænset almen viden om samfundet. Det er slet ikke godt nok som det ser ud nu. Dengang jeg gik i skole, var der mange børn der ikke vidste så meget om helt almindeligt tilgængelige ting. Derfor havde jeg ikke så mange muligheder, hvad ligesindede kammerater angik. Folk er forskellige, men hvis man får udviklet sin begrebsverden gennem et sikkert førstesprog, her altså tegnsprog, allerede i førskolealderen, så er det helt klart lettere at tilegne sig andre sprog og viden. Det er jo et krav i vores samfund at man skal kunne dansk ordentligt. Jeg ved ikke hvordan man sådan rent teknologisk eller pædagogisk griber døve børns sprogtilegnelse an i dag. Men alfa og omega er helt klart at have forældre der støtter en, tror på en og kommunikerer med en. Jeg har haft en familie, der fuldt og helt har troet på mig og som så vidt muligt har inddraget mig ligeværdigt i samtalerne ved middagsbordet. Jeg har aldrig manglet ord eller begreber, hverken på dansk eller tegnsprog. Var der noget jeg ikke forstod, spurgte jeg folk, hvad det betød. Mine forældre gjorde meget for at sikre sig at vi forstod hinanden. Nogle gange syntes jeg at de var alt for meget. Jeg bliver i dag af mine forældre tit drillet med, at jeg som barn hyppigt sagde: ”Tror du jeg er dum?” hver gang mine forældre ville sikre sig om jeg nu fangede de nye ord eller begreber de ville introducere mig for. Men dem havde jeg så sandsynligvis allerede læst mig til. Jeg var barn før Internettets tid og jeg slugte rigtig mange bøger dengang. Det var så spændende at læse. Jeg er i dag meget glad for min læsehesteperiode. Det har medvirket til mit valg af uddannelse og livsstil. Min fascination af det danske sprog. Meget af min vidensballast havde jeg med hjemmefra, fra min mor og far, dog uden at være ud af en særlig akademisk kernefamilie. Mine forældre er ikke verdensmestre i tegnsprog som så, men vi har altid forstået hinanden uden problemer. Jeg bruger stemmen derhjemme, fordi de forstår mig tale. De kan samtidig også godt forstå mig, hvis jeg skruer helt ned for stemmen. Engagerede, positive og interesserede forældre, der tror på deres døve barn, kan aldrig helt gøre det forkerte. Desværre er det ikke alle forældre der har den samme grad af engagement omkring sprog og kommunikation med deres døve børn. Tegnsprog kan være svært at lære. Og der er mange mennesker, der bliver usikre på hvad de skal gøre, når de omgås med døve. Om hvad der er rigtigt og forkert.

Døveskoler – fra in til out?
Jeg startede på Skolen på Kastelsvej i 1987. I firserne og halvfemserne var det meget cool at være fra en døveskole. Os fra Aalborg, Fredericia og København, vi var de seje til skolemesterskaberne. Dem der gik på centerskolerne, var sådan nogle forsagte og små-nørdede typer, som vi i hvert fald ikke rigtig gad at tale med. Sådan var det dengang. Store håndtegn og her-kommer-jeg attitude. At tale kunne simpelthen ikke være mere yt. Vi smed høreapparaterne i protest. De hylede, larmede, lukkede luften ud, røg af i tide og utide, var ubehagelige at have på, og hvad skulle vi egentlig bruge dem til, når vi kunne alt det andet? Ulempen ved at leve inde i denne vakuum-verden, som en døveskole godt kan være, har været fagligheden, som jeg har nævnt. Men også at det senere blev lidt af en udfordring at møde den hørende verden. Min rigtig gode veninde har siden hen uddannet sig til folkeskolelærer. Hun har fortalt mig, at centerskolerne i dag har en større fremgang i forhold til døveskolerne. Her kan børnene frit vælge mellem døve og hørende legekammerater i pauserne og i fritiden og samtidig får de specialiseret undervisning i mindre klasser, hvor der er bedre tid til den enkelte elev. Det er jo et fantastisk tilbud, man undgår dette særlige ”døve-vakuum”. Samtidig undgår man også at skulle hænge i på helt normalthørende børns præmisser, i selskab med 27 andre uvorne unger, der råber og skriger. Og så det eventuelt med en eller anden dum støttepædagog halsende efter en. Det er jo forhold som selv almindelige forældre klager over. Enkeltintegration var meget populært i 70’erne, og der var nogle i min klasse, der kom ind fra folkeskolen i pubertetsalderen. De faldt aldrig helt ind nogen steder. Jeg har desværre set mange triste skæbner der har gået i skole sådan.

Selvfølgelig kan døve godt
Det var trygt og rart for mig at gå i skole, måske var der ind i mellem mangel på muligheder for at finde ligesindede legekammerater. Der var jo ikke alle, der havde samme begrebsverden som mig. Det skulle senere blive rettet op, da jeg mødte andre døve på Nyborgskolen. Der åbnede der sig en verden op for mig, en verden med mange flere muligheder for venner. Senere har jeg mødt endnu flere døve, både i Danmark og i udlandet. Så man er, som mange måske tror, langtfra socialt isoleret som døv. Men mange døve på min alder og dem der er ældre, lider stærkt under konsekvenserne af den opdragelse vi har fået i skolen. Så at sige har man gjort mange af os en bjørnetjeneste ved at ikke forvente så meget af os og ved at pakke os ind i vat. Da vi så nærmede os niende klasse, fik mange af mine kammerater så at vide, at de fagligt ikke var i stand til at tage Folkeskolens Afgangsprøve. Fra at være blevet rullet fuldstændig ind i vat, blev de pludselig bremset af den der ”du-kan-ikke mentalitet”. Flere unge og voksne døve har i dag af den grund ikke den allerstørste selvtillid. Mange mangler den stædighed der hedder ”Nu skal jeg fandme bevise for dem, at jeg er lige så god som dem”. Kræfterne bliver i stedet for brugt på at skælde ud over de uretfærdigheder der er blevet begået mod dem. Om at de blev nægtet dit og dat. Døves manglende selvtillid i forhold til den hørende verden kan i værste fald ende i bitterhed mod hørende. Og det forstår jeg jo selv ganske godt. Jeg tænker også tit selv sådan: ”De forstår da heller ingenting om hvordan det er at være døv”. Og så er der også flere døve, der ganske enkelt har givet op. Mange ellers forholdsvis normalt begavede døve voksne i dag forventer at andre skal hjælpe dem med at tage initiativ. Derfor kan det ikke insisteres nok på at døve børn helt klart skal udrustes med den opfattelse, der hedder ”Man skal se muligheder frem for begrænsninger”. Det er da klart, at døve ikke kan flyve til månen. Men det kan de fleste andre mennesker heller ikke for den sags skyld.

Kastet ud i den hørende verden
Det var lidt en blandet fornøjelse for mig at starte på HF. Det var faktisk lidt af et chok at komme på en skole hvor der pludselig var 600 elever. Alle de nye muligheder, der foldede sig ud for øjnene af os. Aldrig før havde jeg gået i skole med hørende og aldrig havde jeg brugt tegnsprogstolk i undervisningen. Vi vidste i starten ikke helt, hvordan vi skulle gebærde os. Det gjorde vores klassekammerater heller ikke. Det føltes lidt som om at vi var aliens fra en anden planet. Det var svært for os at nærme os hinanden. Vi var fire døve i klassen, og det endte med, at de andre i klassen ikke rigtig talte med os. Ikke fordi de ikke kunne lide os. Vi var jo sådan nogle søde piger, alle os fire. Men det var så nok snarere fordi det var en hel del nemmere og sikrere at tale med de andre hørende. På en måde forstår jeg godt at folk reagerer som de gør. Det man føler sig tryggest ved, holder man sig til. På HF var jeg lykkelig for at have mine ligesindede kammerater i klassen, selv om vi efterhånden kom til at holde mere og mere for os selv. Det var lidt af en omvæltning at møde den hørende verden. Og det er det stadig i dag. Men HF var også en øjenåbner af format; de hørende var da lige så uartige som os, måske endda værre end os. Vi havde gennem vores skoletid hele tiden fået at vide, at døve børn var så uartige. Lærerne sagde, at de aldrig havde set noget lignende. Sådan noget kunne de hørende elever i hvert fald aldrig finde på. Aldrig. Mage til uforskammethed. Og så sad vores nye, hørende klassekammerater og kastede med papirkugler og mad. Det var da en hel del mere uartigt end hvad vi selv havde præsteret. Og så pjækkede de. Aldrig før i hele mit liv havde jeg prøvet at pjække sådan for alvor. Ikke fordi jeg var et dydsmønster, men fordi jeg ganske enkelt aldrig havde haft muligheden. Det er let at skabe forestillinger inde i sådan en vakuum-verden. Og så let at ende med at selv tro på dem. Forestillinger som: ”Du er døv og derfor er det sværere for dig at læse og skrive dansk. Du er døv og derfor ved du ikke hvordan man opfører sig passende.” Sådan sagde nogle af de mere ekstreme lærere jeg havde i døveskolen.

Det er hårdt at være sød, smilende og social
I 2003 startede jeg efter et par sabbatår på film- og medievidenskab på Københavns Universitetet. Jeg har altid interesseret mig for kommunikation, formidling og medier. Film og medievidenskab skulle det være. Også selv om mange undrede sig over at jeg valgte et studie med fokus på de audiovisuelle medier. Men film- og medievidenskab er jo så uendelig meget andet end lydsiden på film. Mange hørende har svært ved at forstå, at lyde ganske enkelt ikke betyder det helt store for mig. Jeg er ærligt talt rimelig ligeglad. Som lille havde jeg i flere år fået taleundervisning, men jeg er aldrig blevet rigtig god til det. Derfor har jeg helst været fri for at bruge stemmen, men det har på ingen måde hæmmet mig i det faglige. Til gengæld har det snarere været en fordel, fordi folk var nødt til at tage åbenlyst hensyn til mig. Jeg vil tro, at et diskret handicap er langt hårdere at håndtere end et mere åbenlyst. Men jeg indrømmer meget gerne, at jeg tit har villet ønske, at jeg var bedre til at tale og til at mundaflæse. Så kunne det have været lettere at tale om vind og vejr med studiekammeraterne. Alle de små ting. Det er for mig svært at falde rigtig til rette i det hørende miljø. Jeg kan aldrig slappe helt af og være mig selv. Altid skal jeg være sød, smilende, åben, energisk og udadvendt. Slappede jeg for meget af, røg jeg automatisk af vognen. Sådan noget tærer på energien. Rent fagligt set har jeg ingen større problemer haft. Jeg brugte tegnsprogstolk, så jeg kunne læne mig tilbage og følge med uden at anstrenge mig voldsomt meget. Jeg tror jeg har en fordel i at jeg er på det helt rene med, at jeg altid skal være en hestehoved foran. Jeg har en ganske særlig døv stædighed, der nok rækker længere end de flestes. For jeg skal altid bevise, at jeg godt kan på lige fod med de andre. Altid. Det sociale på studiet var bedst til festerne, hvor folk havde fået lidt at drikke, så de godt turde at nærme sig mig. I starten var jeg ekstremt aktiv. Altid blandt de sidste, der blev hældt ud til festerne. Men med tiden mistede jeg lidt af pusten. Tog den mere med ro, og det kunne straks mærkes rent socialt. Det er utvivlsomt lidt af et sololøb at gå på universitetet. Sikkert også for mine hørende medstuderende. Heldigvis har jeg mit bagland – mine venner fra døveverdenen, som jeg kan slappe af og 100% være mig selv sammen med. Det er i døveverdenen at jeg føler mig hjemme. Her er jeg slet ikke anderledes, slet ikke besværet eller handicappet. Her er jeg hundrede procent normal. Folk ser mig som mennesket Mette og ikke døve-Mette. Jeg vil meget gerne på et tidspunkt arbejde på en almindelig, hørende arbejdsplads. Det er helt sikkert der, at de faglige udfordringer findes for mig. Og rent fagligt set er jeg ikke i tvivl om hvad jeg kan byde på. Spørgsmålet er bare om almindelige arbejdspladser er klar på at tage imod en som mig, der helt åbenlyst kræver lidt ekstra ressourcer. Spørgsmålet er også om hvor længe jeg rent psykisk set kan holde til at arbejde som ene døv blandt hørende kolleger. Men det kan gå – det ved jeg. Ellers kan jeg altid bruge den brede vifte af kompensationsmuligheder, der forefindes. Og jeg er klar på den udfordring.

Wake-up call
Der er sket rigtig meget på skoleområdet for døve siden dengang jeg selv var i systemet. Udviklingen med, at helt nye eksperter med helt nye holdninger, mere eller mindre har taget over og er begyndt at diktere, hvad der er bedst for døve børn, kan rent konstruktivt måske ses som et wake-up call. Måske det siger noget om, at der har været visse ting hidtil, som simpelthen ikke har fungeret ordentligt nok. Personligt tror jeg ikke længere på den rene døveskole som fra dengang jeg selv gik i skole. De skræmmende statistikker i medierne taler også deres eget tydelige sprog. 7 ud af 10 døve forlader folkeskolen uden en afgangseksamen. 52% af døve står uden arbejde. Men der er også ting ved den nye udvikling som jeg synes er alarmerende. Det er den massive snak omkring skoletilbud til den nye generation af døve børn. Snakken omkring enkeltintegration. Den ekstreme fokus på taletræning og tanken om at tegnsprog er hæmmende. Hvis taletræningen ikke virker optimalt, som det langtfra gjorde for mit vedkommende, hvad er der så lige at falde tilbage på? Kan det være rigtigt at man skal kæmpe en unødvendig hård kamp hele tiden? Men jeg må samtidig også tilkendegive, at jeg bestemt synes, at det er fantastisk, at der bliver arbejdet på en teknologi, der på sigt vil komme til at give folk en tilfredsstillende hørelse. Når eller hvis CI en dag kommer til at virke 100% (forstået sådan, at man bliver 100% normalthørende) og og så derudover kommer i en mere æstetisk og diskret udformning, må de helt sikkert gerne ringe til mig. Så er jeg frisk. Det ville være fantastisk, hvis fremtidige generationer af døve ikke skulle behøve at støde ind i alle de forhindringer, som os oldnordiske døve i dag støder ind i. Men for en god ordens skyld bør det nævnes, at jeg ikke ville bytte mit liv med nogen andens. Jeg er glad for at være den jeg er.

Erfaring skal bruges – ikke forkastes
Det eneste jeg kunne savne lidt var at de nye eksperter og de nye forældre kom lidt mere i dialog med os døve i stedet for at prøve at genopfinde den dybe tallerken endnu en gang. Min generation en generation med ret mange såkaldt ”stærke” døve. Og hvis man sammenligner vores generation med døve fra med tidligere tider, er der klart sket en kæmpeforbedring. Vi har i dag fuld adgang til tegnsprogstolkning på vores uddannelser, og det har betydet, at rigtig mange flere døve tager en videregående uddannelse. Der er fokus på døve i arbejde, og der er mange rigtig gode kompensationsordninger til os der engang skal ud på arbejdsmarkedet. De enorme mængder af god og konstruktiv viden der indtil videre er blevet samlet på baggrund af os nu voksne døve er guld værd. Og derfor synes jeg at fagpersonerne og forældrene ikke kunne have dialog nok med os voksne døve. Også selv om argumentationen ”der findes snart ikke døve mere” gentagne gange bliver brugt til at slå os oven i hovedet med. Denne professionelle afstandstagen gør mig som døv lidt ked af det. Som en af mine venner engang sagde: ”Det smitter ikke at være døv. Men hvis det gjorde, ville jeg med glæde smitte dig.” Så længe folk har hørehandicaps i den ene eller anden afskygning og så længe omverdenen har den enorme uvidenhed de nu engang har, vil de problemstillinger jeg har præsenteret, sandsynligvis blive ved med at dukke op.

Noget af det mest vigtige for døve børns udvikling til at blive hele individer er deres familiebaggrund. Derfor vil jeg overlade den næste stafet til en forælder til et døvt barn. Et døvt barn, der på mange måder er et barn ligesom det jeg var – men med helt andre forudsætninger og måske også en helt anden fremtid.