OM ANITA OTTE CLAUSEN:
Anita Otte Clausen er uddannet bibliotekar fra 1998 og har siden arbejdet i en deltidsstilling på Biblioteket Ørnevej, hvor hun har ansvaret for ”Døve- og hørehæmmedesamlingen”, som består af materialer for/om alle former for hørehandicap. Anita havde orlov fra biblioteket i perioden, hvor hun arbejdede i National Union of Women with Disabilities in Uganda/NUWODU fra 2002 – 2004. Siden har Anita sideløbende arbejdet i Danske Døves Ungdomsforbund og pt. arbejder hun nu som ungdomskonsulent i et barselsvikariat i Foreningen af Danske Døvblinde/FDDB.

At turde på trods

Allerførst: Mange tak – webale nyo på luganda - for depechen, Inger, jeg synes du har fat i rigtig mange gode ting vedrørende valg af uddannelse og så kan jeg jo ikke lade være med at komme ind på noget, hvor jeg netop savnede at blive set som ”det hele menneske”:

Store beslutninger
Vi kender alle til at gøre noget vi længe har overvejet. Tage beslutninger som kan have stor betydning for ens liv. Jeg glemmer aldrig, da jeg som elev på Frijsenborg Ungdomsskole for næsten 2 årtier siden, skulle tage en beslutning omkring min fremtid. Jeg var i tvivl, for hvad var det i grunden jeg ville?
Mødet med alle mine lærere på skolen, min tidligere tunghørekonsulent og så min far, handlede om min fremtid. Der sad så mange omkring det skæbnesvangre bord og det gjorde mig usikker. Jeg havde efter mange overvejelser sat mig for at sige, at jeg gerne ville tage en HF-eksamen, for at give mig selv flere muligheder for valg af uddannelse senere. Desværre fik jeg ikke rigtig nogen opbakning fra lærerne, der sagde, at hvis jeg insisterede på at begynde skulle jeg regne med at knokle alle døgnets 24 timer i 2 år. Hvis det skulle tages bogstavelig kunne jeg jo godt se det ikke var særlig realistisk.
At jeg havde lidt lavere karakterer på ungdomsskolen end det gode gennemsnit jeg ellers havde haft tog jeg ikke så tungt, men mere som en selvfølge på en ungdomsskole. Det var jo ”bare” 10. klasse, tænkte jeg, men følte pludselig at mine karakterer blev brugt som et bevis for min uduelighed. Heller ikke min tunghørekonsulent var begejstret, der i stedet foreslog, at jeg kunne tage på husholdningsskole. HUSHOLDNINGSSKOLE! Hørte jeg rigtigt? Jeg som hader at gøre rent og den slags. Lave mad og bage kan jeg dog godt overtales til, men ligefrem at dyrke det. Nej, tak!(Med al respekt for dem der vælger denne retning). Fordi der var god erfaring med hørehæmmede elever på en bestemt husholdningsskole et sted i Sønderjylland, hvor jeg kommer fra, mente tunghørekonsulenten det ville være en god løsning også for mig. Sådan blev jeg sat i bås uden at der blev spurgt ind til hvad JEG havde lyst til.
Jeg er så heldig at have nogle forældre, som altid har troet på mig og bakket op omkring det jeg ville, så min far sagde vist ikke så meget. Altså hvis det stod til skolen og tunghørekonsulenten var HF dømt til en fiasko, men det valgte jeg så alligevel at trodse ved at søge ind på skolen.
Jeg må dog alligevel have taget ”dommen” til mig, for min HF-veninde mindede mig til de afsluttende eksaminer 2 år senere om, at jeg allerede den første dag på skolen sagde til hende, at hun ikke skulle regne med at jeg gik på skolen om 14 dage. Jeg husker det ikke selv, men mindes at jeg i alle mine overvejelser forud for starten havde tænkt, at jeg var nødt til at prøve ellers ville jeg fortryde, selv hvis det ikke skulle lykkes, for så havde jeg da i det mindste forsøgt.
Jeg blev HF-student og fik siden en uddannelse som bibliotekar.

At rejse
Jeg har altid holdt meget af at rejse, og har på gennemrejsen mange gange ønsket at kunne bosætte mig for en tid og komme tættere på lokalbefolkningen for på den måde at komme ind under overfladen og lære et nyt lands kultur at kende. Jeg fik en lille smagsprøve, da jeg arbejdede i en kibbutz i Israel, men ellers blev det i mange år ved drømmen. Indtil jeg kom hjem fra en rejse til Afrika, for nogle år siden, agtede jeg simpelthen at undersøge alle muligheder. Jeg var rede til at tage orlov fra mit arbejde og tage ud som frivillig om jeg så selv skulle betale for det.
Jeg tog derfor kontakt til forskellige organisationer, der har med u-landsarbejde at gøre, heriblandt De Samvirkende Invalideorganisationer/DSI, som kunne tilbyde mig et lønnet job i et år som informationsmedarbejder i en organisation af handicappede kvinder/NUWODU i Uganda.
Således gik det til at jeg, inden der var gået et år, kunne rejse tilbage til Afrika for at bosætte mig.
Beslutningen var selvfølgelig forbundet med store overvejelser: Var det nu også det jeg ville? Ville jeg forlade min trygge base og tage den kamp jeg viste det også ville blive? Jeg tøvede dog ikke længe og valgte at gribe denne enestående chance. DSI var klar over, at der kunne blive problemer med sproget, men opfordrede mig til alligevel at prøve.

I Uganda
På trods af den store kulturforskel faldt jeg hurtigt til og lærte med tiden, hvordan jeg skulle ”opføre” mig, når jeg var på arbejdet og færdes blandt ugandere. Der er ikke mange ting her i Danmark man kan overføre til deres forhold, alt er så anderledes, men jeg kom alligevel til at holde så meget af det, at jeg søgte om at få forlænget min kontrakt til i alt 2 år.
Jeg betragtede mig mere som værende døv i Uganda end jeg gør i Danmark, hvor jeg har en identitet som hørehæmmet. Ikke fordi at hørekurven er knækket, nej, men fordi engelsk er et fremmedsprog og altid vil være vanskeligere for mig at forstå/mundaflæse end dansk. Det skal indskydes, at engelsk er et officielt sprog i Uganda og bliver talt af de fleste i hovedstaden Kampala også indbyrdes. Derudover findes over 40 forskellige stammesprog alene i Uganda, hvor Luganda er det største officielle lokale sprog.
Det engelsk vi har lært i Danmark er så langt fra det, der bliver talt i Afrika (og andre steder i verden) dog det samme. Det er jo naturligt nok, for selv et så lille sprog som dansk varierer, når vi bevæger os fra den ene landsdel til den anden. Ja, selv dialekterne i Danmark volder mig problemer, og selvom jeg er vaskeægte sønderjyde kan jeg hverken snakke eller forstå det. Så hvorfor skulle det ugandisk-engelske ikke give mig problemer? Det er tilmed krydret med talemåder vi ikke kender, og er klart påvirket af Luganda.
Ydermere er der så mange engelske ord jeg stadig ikke kender, disse skal jeg helst se sort på hvidt før jeg har en chance for overhovedet at kunne mundaflæse og forstå dem. Omvendt var det heller ikke alle der kunne forstå mig, så jeg havde brug for indimellem at få korrigeret min udtale. Altså gav det sproglige helt klart nogle kampe i forhold til det at skulle bo og arbejde i et fremmed land, men jeg valgte at se som en spændende udfordring.
Først havde jeg tænkt, at jeg måtte oppe mig og bruge min lille hørerest til det yderste. Altså få mig et FM-anlæg(mikrofon), som så skulle være min faste følgesvend på arbejdet, men jeg fandt hurtigt ud af, at det for mig ville være en al for stor kamp. Derfor valgte jeg hurtigst muligt at lære ugandisk tegnsprog, og benytte mig af tolk på arbejdet eller hvor det kunne blive nødvendigt.

Tegnsprogstolk
Første gang jeg var ude og besøge nogle projekter på landet med arbejdet var jeg knap nok begyndt at lære ugandisk tegnsprog. Jeg havde endnu ikke stiftet bekendtskab med nogen tolke i Kampala, hvorfor man havde skaffet en tolk fra landsbyen til opgaven. Tolken var selv handicappet, han havde en klumpfod, men der var også noget med hans fingre. De var stive og forkrøblede og mange af de tegn han trods sit handicap alligevel fik fremmanet kunne jeg ikke genkende. Det blev slet ikke bedre af, at han ikke brugte mundbevægelser. Een ting var sikkert, der blev sagt ”not sure” rigtig mange gange. Tolkede han? Eller udtrykte han blot sin egen usikkerhed? Jeg kunne se, at snakken gik livligt, så jeg valgte selvfølgelig at tro det sidste. Når jeg så spurgte tolken, hvad et tegn betød, forstod han mig ikke, nej det var bare en forfærdelig håbløs situation. Han var sikkert én af dem benyttede sig af muligheden for at tjene nogle penge ved at påtage sig denne opgave uden at have kvalifikationerne overhovedet.
Efter denne oplevelse turde jeg slet ikke håbe på, at jeg kunne finde en løsning jeg kunne have glæde af, men jeg mødte siden hen utrolig dygtige tolke, som jeg ikke har kunnet være foruden. Derudover kom mine kollegaer i NUWODU på et mindre tegnsprogskursus, og deres kunnen i et mix af indbyrdes tålmodighed var nok til at vi kunne kommunikere i det daglige på kontoret uden tolk.

At følge sine drømme
Aldrig har jeg fortrudt, at jeg tog beslutningen om at tage en HF-eksamen og at jeg tog til Uganda. Selvom jeg oplevede en vis sårbarhed på grund af den manglende opbakning og at jeg selv kom i tvivl, så føles det til gengæld rigtig godt når noget så alligevel lykkes. Nu er alt jo ikke så lyserødt, at jeg ikke haft de mindre gode beslutninger og oplevelser i mit liv, de findes selvfølgelig også, men kan være lige så givtige i forhold til at lære sine egne begrænsninger at kende.
At turde på trods er, at turde at følge sine drømme og at turde at tage chancer. Når man følger sine drømme åbner der sig mange gange nogle uanede muligheder. Hvis man erkender sit handicap og kender sine egne begrænsninger ikke bare i forhold til sit hørehandicap, men også i forhold til de menneskelige værdier vi hver især er i besiddelse af og er ærlig omkring det, gør vi os selv en stor tjeneste. At have et hørehandicap vil uundgåeligt give ekstra udfordringer i vores liv, men det bør ikke begrænse de muligheder vi trods alt har, i kraft af den vi er, som person.

Jeg videregiver depechen til Mette Bertelsen, som vil skrive endnu en personlig beretning, nemlig "om livet i den virkelige verden efter Aalborgskolen".

Med venlig hilsen
Anita Otte Clausen