Jeg hedder Finn B. Petersen og er ansat som tekniker på Fredericiaskolens teknisk - audiologisk funktion, hvor en af mine opgaver er, ofte i tæt samarbejde med pædagoger og lærere, at finde frem til mulige løsninger på teknisk kommunikationsudstyr til såvel Fredericiaskolens egne elever som folkeskoleelever, der inkluderes i almindelige privat- og kommuneskoler og som enten på en eller anden måde er tilknyttet Fredericiaskolens rådgivningstjeneste eller hvor kommuneskolen har anmodet om konsulentbistand på området.

Hvad er vigtige informationer om barnet og undervisningsmiljøet/hjemmet for at kunne tilpasse det korrekte kommunikationstekniske udstyr?

Under den overskrift er jeg blevet bedt om at videreføre denne depeche.

Når vi taler om kommunikationsteknisk udstyr til førskole- og skolebørn er det vigtigt at fastholde, at der forinden foreligger en audiologisk afklaring, som har medført en eller anden behandling med enten traditionelle høreapparater eller CI. Denne opgave ligger i andet regi, og det forventes at barnet har fået tildelt apparater, der bedst muligt vil kunne afhjælpe det pågældende høretab, barnet har.
Men det er også vigtigt at understrege, at der udover tilpasningen til høretabet er andre overvejelser, der bør gøres ved den konkrete tildeling af høreapparat/CI. Nemlig at der i apparaterne skal være mulighed for, at de kan tilkobles og/eller samarbejde med andet nødvendigt kommunikationsteknisk udstyr.

For lige at afklare hvorfor det kan være nødvendigt med kommunikationsteknisk udstyr, kan det være på sin plads at forklare, hvad det kommunikationstekniske udstyr består af, hvad det kan og hvordan det kan hjælpe.
I enhver kommunikation – også blandt normalthørende – vil der være dele af informationssignalet, der ikke opfattes fuldt ud. Disse dele er hjernen som oftest selv i stand til at tilføje ud fra dens lagrede viden. For en hørehæmmet er den del af informationssignalet, som ikke opfattes fuldt ud, væsentlig større, og det kan derfor være meget sværere for hjernen selv at tilføje den manglende del af signalet.
Det kommunikationstekniske udstyr vil ofte være i stand til at hjælpe den hørehæmmede til at modtage et klarere signal, hvorved den del af signalet, som hjernen selv skal tilføje for at signalet forstås, kan blive så lille som mulig. Der er altså ikke tale om, at den hørehæmmede får et yderligere forstærket signal ind til hjernen, men derimod om at man med det kommunikationstekniske udstyr kan omgå nogle af de forstyrrende signaler – støj – som nedsætter forståeligheden af bl.a. tale. Kort sagt, at man forbedrer signal – støj forholdet. Støjen er overalt i vores omgivelser i et eller andet niveau, og er i et givet område/rum af en bestemt styrke. Styrken af signalet – talen – derimod, er aftagende med afstanden, dvs. at signalet - det talte - falder i styrke jo længere borte vi er fra den talende, og hver gang vi fordobler denne afstand, så halveres talens styrke, så i mange situationer vil støjens styrke nærme sig eller overstige talens styrke, hvilket er yderst kritisk for en hørehæmmets evne til at forstå signalet/talen.
De kommunikationstekniske hjælpemidlers opgave er derfor at opfange signalet/talen så tæt på kilden som muligt, hvor signalets styrke er størst i forhold til støjens styrke, og at overføre signalet så uforstyrret til den hørehæmmede som muligt. Til dette anvendes der hovedsageligt 2 teknikker:
· enten teleslynger, der overfører signalet v.hj.a. et elektromagnetisk felt, som opfanges af en telespole, der er indbygget i høreapparaterne/CI,
· eller FM-anlæg, der overfører signalet v.hj.a. radiobølger, som så opfanges af en lille radiomodtager, der enten er integreret i høreapparatet/CI eller er påmonteret v.hj.a. en såkaldt FM-audiosko.

Andre overførelsesteknikker så som infrarødt lys og bluetooth findes også, men anvendes af tekniske årsager (størrelse og strømforbrug) ikke så ofte.

Hvad er det så for nogle ting, der er afgørende for, hvornår og hvilken type kommunikationsteknisk udstyr der vælges til det enkelte barn? Alene det faktum, at der skal foretages et valg, indikerer, at det drejer sig om individuelle valg, som skal tilpasses det enkelte barns behov og evner til selvforvaltning af udstyret, og i hvilke situationer der er behov for at anvende udstyret.
Barnets daglige brug og udbyttet af høreapparaterne/CI’et skal være god, og barnet bør også have en sikker selvforvaltning af sine apparater inden anvendelse af ekstra kommunikationsteknisk udstyr. Små børn kan være for unge og umodne i deres lytteopmærksomhed. Omvendt kan bevidst brug af ekstra kommunikationsteknisk udstyr under de rigtige pædagogiske omstændigheder hjælpe til, at barnet skærper sin lytteopmærksomhed.
Det bør være en selvfølge, at der foretages et koordineret valg, hvor behovene i både skole/institution og hjemmet tilgodeses. Herunder skal der også tages hensyn til evt. flere elever med hørenedsættelser i skolen/institutionen. Man må påregne, at det ofte kan være nødvendigt at ”strikke” et udstyr sammen af forskellige fabrikater for at opnå det mest optimale. Og her kan man løbe ind i, at leverandørerne ikke samarbejder tilstrækkeligt, og at man således begrænses i sine valgmuligheder af produkter ved kun at handle ét sted!
Først og fremmes skal det foreslåede kommunikationstekniske udstyr kunne anvendes samme med høreapparaterne/CI.
Her kan man løbe ind i problemer med i-øret apparater, der ofte er så små, at de fysisk ikke kan indeholde en telespole. Bag-øret apparater forekommer også uden telespole, og i begge tilfælde kan man derfor ikke anvende udstyr baseret på teleslynger. Hvis vi ser på mulighederne for at anvende FM baseret udstyr, er der igen konflikt ved i-øret apparater, da der ikke findes DAI (Direkte Audio Indgang) på disse apparattyper. Det samme kan også være tilfældet for bag-øret apparater. I sådanne tilfælde bør der nok ses på muligheden for at finde en anden apparattype, der har de fornødne faciliteter. De i Danmark anvendte CI-apparater har indbygget telespole (om end ikke altid optimalt placeret i apparatet) og mulighed for at tilkoble FM-modtager.
Det er også vigtigt at vide, om barnet bor i etagelejlighed, idet det ikke er tilladt at installere teleslynge i sådanne lejligheder, da flere teleslynger i samme ejendom vil kunne forstyrre hinanden.
Er der evt. flere hørehæmmede inden for den samme familie, og har de forskellige behov, der skal tilgodeses hver for sig og/eller sammen. Er det små børn, eller børn hvor der kun i mindre omfang kan forventes en selvforvaltning af udstyret, så skal der vælges løsninger med en forholdsvis simpel betjening. Og som også er gennemskueligt for de voksne, der er omkring barnet – ellers ved man ikke, hvad barnet hører!
Hvis der vælges en løsning baseret på FM-anlæg, skal man være opmærksom på, ved valg af frekvenser (kanaler), at de kan samarbejde og ikke forstyrrer hinanden, eller forstyrres af andre, eller af forstyrrelser fra andre tekniske installationer.

I skolen er der også mange forhold der skal ses på ved valg af kommunikationsteknisk udstyr:
1. Klasseværelsets størrelse og indretning.
2. Antallet af elever i klassen.
3. Arbejds- og undervisningsformen i klassen.
4. Anvendelsen af skiftende klasseværelser.
5. Undersøgelse af om der er forstyrrende elektromagnetiske felter / interferens fra radiofrekvenser.
6. Muligheden for akustisk dæmpning af lokalerne kan også ses som kommunikationstekniske forbedringer, der bør optimeres mest muligt.

Da undervisningsformen i folkeskolen ændrer karakter undervejs fra barnets start i børnehaveklassen til det forhåbentlig afslutter i 9. – 10. klasse, er det nødvendigt hele tiden at analysere og tilpasse det kommunikationstekniske udstyr – man kan derfor komme ud for, at det kommunikationstekniske udstyr skal skiftes en eller måske to gange undervejs i et skoleforløb. Senere kommer så behovet i forbindelse med den videre uddannelse. Man skal huske at se på, at overgangene mellem børnehave og skole og mellem skole og den videre uddannelse forberedes, således at eleven ikke ved skiftene kommer til at mangle det nødvendige kommunikationstekniske udstyr.
Det er også vigtigt at holde sig for øje, at man i almindelige folkeskoler ikke har en tekniker stående til rådighed, der løbende kan kontrollere udstyret og her og nu kan gribe ind og rette evt. opståede fejl. At det hele tiden er den pågældende lærer og eleven selv, der står med opgaven at sikre at udstyret fungerer – samtidig med at behovene hos de øvrige elever i klassen også skal tilgodeses.
Hver dag, hvor det kommunikationstekniske udstyr er ude af drift, er for det hørehæmmede barn, som i forvejen kæmper en brav kamp for at følge med, ensbetydende med en nedsat indlæringsmulighed og en nedsat mulighed for at følge med socialt. Her kunne det være en fordel, hvis der fra centralt/regionalt side blev oprettet en form for puljeordning, hvorfra der omgående kunne hentes dels reserveapparater og dels teknisk bistand, straks der er mistanke om at udstyret ikke fungerer optimalt.

Alt i alt er der mange faktorer, der har indvirkning ved valget af det kommunikationstekniske udstyr. Og det er vigtigt at gøre sig grundige overvejelser og søge vejledning, før et valg træffes. Der må også forventes at være en del arbejde forbundet for lærer, pædagoger og andet personale med at sætte sig ind i funktion og anvendelse samt vedligeholdelse af udstyret. Et arbejde som ideelt set bør være så lille som muligt, men som altid vil tage tid fra den almindelige undervisning.
Endelig er der også de finansielle aspekter. De tekniske løsninger må ofte forventes at koste en del kroner, hvis kvaliteten skal være god nok til, at eleven skal kunne følge en normal skolegang som inkluderet i den almindelige folkeskole. Hvilken kasse skal betale udstyret? Det fremgår af folkeskolelovens § 19, stk. 1, at ”De nødvendige undervisningsmidler skal stilles vederlagsfrit til rådighed for eleverne. Dette gælder dog ikke instrumenter og udstyr, som anvendes ved undervisning i fritiden efter § 3, stk. 3, og som hjemtages af eleverne til eget brug.” Dette betyder at det skal afklares om udstyret eller dele deraf anvendes f.eks. i SFO, ungdomsskolen og i hjemmet. Dette dilemma stiller så spørgsmålet, hvem der er ansvarlig for vedligeholdelsen af denne del udstyret. Men man må være klar over, at den inkluderende undervisning ikke er eller må blive en billig- eller discountløsning på et skolevalg.

I artiklen har jeg ikke været inde på, hvordan man kan udnytte bestående viden, når man skal udvælge det tekniske udstyr ud fra såvel en teknisk som en pædagogisk synsvinkel.
Derfor vil jeg give depechen videre til Tale- hørepædagog Poul E Mogensen under titlen:
”Overvejelser omkring opsøgning af rådgivning, kompetencer og brug af konsulenter med en specialviden omkring tekniske hjælpemidler i kombination med pædagogiske metoder.”

Venlig hilsen
Finn B. Petersen