POUL ERIK MOGENSEN:
Blev uddannet lærer i 1967 og har efterfølgende fået uddannelse som tale-hørepædagog.

Ansat som lærer i Vejle umiddelbart efter læreruddannelsen og blev i 1975 tilknyttet PPR, Vejle, som tale-hørepædagog.

I det meget brede, generelle tale-hørepædagogiske arbejdsfelt har bl.a. enkeltintegrering af hørehæmmede elever i normalklasser fanget min interesse.

Det er derfor med glæde, jeg bærer Stafettens depeche videre fra Finn Brøcher Petersen, som er én af mine vejledere i arbejdet med enkeltintegreringen.

I den rolle, jeg har i forbindelse med enkeltintegreringen af de hørehæmmede elever, vil det være naturligt at behandle følgende tema:


Overvejelser omkring opsøgning af rådgivning og kompetencer.

Brug af konsulenter med en specialviden omkring tekniske hjælpemidler i kombination med pædagogiske metoder i skolen.

For hovedparten af Stafet-artiklernes læsere er det velkendt, at den høretekniske udvikling har været betydelig de seneste år, og at mange hørehæmmede børn nu rent faktisk ved høreteknisk support kan modtage undervisning i en almindelig skoleklasse, hvor børn med tilsvarende hørenedsættelse førhen nødvendigvis måtte undervises på specialskoler.

Ikke mindst skal nævnes CI-operationerne, som hos små børn tiltager stærkt i antal.

Dertil kan lægges den øjeblikkelige entydige politiske hensigt med at integrere flest mulige børn i normalklasserne under forvaltningsbegrebet ”den rummelige skole”.

Derfor kan vi roligt regne med, at vi får flere og flere hørehæmmede børn at passe godt på og sikre en god inklusion i vores almindelige skoleklasser.

De børn får brug for nogle gode mentorer, som har kendskab til konsekvenserne af hørehandicappet, og som opmærksomt forsøger at være lidt foran og afbøde de mere forudsigelige små og store kuldsejlinger.

Lærerne må klædes på til opgaven

Lærerne i skolen besidder for langt de flestes vedkommende en høj professionel ærgerrighed med hensyn til at tage individuelle hensyn og yde en differentieret undervisning i forhold til deres elever.

For den enkelte lærer i folkeskolen vil det dog være relativt sjældent at skulle medvirke ved enkeltintegrering af en hørehæmmet elev. Så lærernes behov for at blive klædt godt på til opgaven må absolut ikke overses. De må naturligvis vide noget om vigtigheden af god akustik i undervisningslokalet, men også f.eks. om god belysning, så eleven kan få de bedste muligheder for at se tavle og andre visuelle hjælpemidler og kan mundaflæse de øvrige personer i lokalet – ja, i det hele taget aflæse ansigter og kropssprog.

For generelt handler det ikke alene om at optimere lydforholdene for den hørehæmmede elev. Det handler i lige så høj grad om at yde barnet størst mulig hjælp gennem en bevidst brug af visuel støtte til at kompensere den usikre hørelse med.

Lærerne må desuden have forståelse for, at den hørehæmmede elevs ofte mere utrænede sproglige begrebsdannelse i mange tilfælde kan begrænse eller forsinke elevens læring.

Den begrænsede begrebsdannelse overses let, fordi eleven som regel fuldt ud har tilegnet sig de almindelige daglige fraser og talemåder og i det hele taget tit har udviklet en strategi med smil og nik og halve svarsætninger, som på besnærende måde slører den utilstrækkelige besiddelse af et differentieret sprog.

Som regel er lærerne også uforberedte på, at elevens nedsatte hørelse medfører, at mange hurtige replikker mellem kammeraterne ikke når at blive opfanget af den hørehæmmede, hvorfor den voksne skal kunne imødegå misforståelserne eller agere konfliktløser efterfølgende, hvis ikke den hørehæmmede elev gradvis skal risikere en social marginalisering.

Den daglige håndtering af alt dette og mere til påhviler i stor udstrækning den enkeltintegrerede hørehæmmede elevs lærere og pædagoger.

Tale-hørepædagogen må her vise sit nærvær og sin medleven, og må mindst én gang om ugen være til stede på skolen for at være til rådighed ved eventuelle evalueringer af elevens totale skolesituation.

Specielt skal der løbende tages stilling til, hvordan og hvornår sammenstillingen af tekniske hjælpemidler skal revideres og eventuelt udbygges.

Sammenstillingen af de høretekniske hjælpemidler kræver omhu

I mange tilfælde må det ”tekniske koncept” udvides og kompletteres, så det på tilfredsstillende måde også dækker behovet i fritidsordningen og i hjemmet.

Derefter skal de relevante leverandører findes og kontaktes, og priser og rabatter skal aftales.

Det skulle umiddelbart synes at være en konkret og ligefrem problemstilling, men desværre er det ikke tilfældet.

Forskellige fabrikater af apparaturer, som giver sig ud for at være kompatible, viser sig ikke altid at være det i tilfredsstillende grad. Resultatet kan blive ubehagelig støj og lydforvrængning for eleven.

Nogle fabrikater er endnu ikke tilstrækkeligt afskærmet mod f.eks. elektronisk støj fra omgivelserne. Igen er eleven prisgivet en uafrystelig larm.

Det daglige slid på apparaternes kontakter og sammenkoblingsstik m.v. kræver jævnlig servicering af apparaturet. De tidkrævende eftersyn og reparationer kan desværre sætte den hørehæmmede elev uhyggeligt uden for skoleverdenen og de sociale relationer i sådanne perioder.

Det må ikke et minut glemmes, at den enkeltintegrerede hørehæmmede elev konstant befinder sig i en absolut afhængighed af sine høretekniske hjælpemidler!

Som tidligere nævnt har de mangfoldige høretekniske nyskabelser, der er fremkommet de senere år, været løftestangen for, at virkelig mange børn har kunnet påbegynde en skolegang i en normalklasse frem for i en specialklasse.

Det forekommer næsten at være et mirakel, men som det ses, kan selv mirakler vise sig at have deres begrænsninger.

Hørehæmmede elever kan enkeltintegreres i en normalklasse

Spørgsmålet er, om det da overhovedet er realistisk på hele den beskrevne baggrund at forestille sig en tilfredsstillende enkeltintegrering af en hørehæmmet elev i en normalklasse?

Svaret er ja, men på bestemte betingelser.

En tilfredsstillende enkeltintegrering kan næppe gennemføres, hvis resursepersonerne alene er skolens leder og personale sammen med tale-hørepædagogen.

Den kommunale PPR’s tale-hørepædagog vil aldrig alene kunne stå inde for
· at tilsikre det påkrævede vidensniveau hos et antal enkeltintegrerede hørehæmmede elevers skiftende lærere og pædagoger,
· at bevare overblikket over de hørehæmmede elevers løbende udbytte af undervisningen i forskellige fag, så der f.eks. kan rådgives relevant ved tildeling af støttelærer og høreteknisk udstyr,
· at holde kendskabet til de mange nyudviklede høretekniske produkter og deres utallige kombinationsmuligheder opgraderet.

Det hører derfor med til de absolutte betingelser, at der eksternt
· kan opretholdes et uddannelses- og kursustilbud af tilstrækkeligt omfang og med tilstrækkelig lødighed, så lærere og pædagoger, der tildeles medansvaret for enkeltintegrering af en hørehæmmet elev, kan opnå en grundlæggende viden på området og løbende få denne viden fornyet,
· kan trækkes på hørepædagogiske konsulenter og specialuddannede psykologer, som kan indgå i observation af den hørehæmmede elevs mere langsigtede udbytte af undervisningen og ikke mindst elevens almene trivsel, og som kan udlede og videreformidle de nødvendige pædagogiske konsekvenser af observationen og kan anlægge et pædagogisk perspektiv ved valget af høretekniske hjælpemidler,
· kan trækkes på uddannede tekniske konsulenter med en konstant opgraderet specialviden om høretekniske hjælpemidler.

Sådanne betingelser bliver i de forskellige områder af landet indfriet i forskelligt omfang. Den eksterne opstøtning af enkeltintegreringen er tilsyneladende ganske uensartet fra landsdel til landsdel.

I det sydjyske område, hvor jeg arbejder, tilbyder Fredericiaskolen efteruddannelseskurser for lærere og pædagoger, som arbejder med enkeltintegrering af hørehæmmede elever.

Skolen tilbyder intensive observationsophold for de enkeltintegrerede elever og tilbyder konsulentbesøg i hjemklassen med deltagelse af f.eks. hørekonsulent og teknisk konsulent.

Skolens tekniske konsulenter tilbyder sammen med hørekonsulenterne uvurderlig vejledning ved design af den optimale konstellation af høretekniske hjælpemidler til den enkelte elev og i forhold til elevens skiftende behov op gennem skoleforløbet.

Gruppen af hørehæmmede elever, der kommer i betragtning til enkeltintegrering i normalklassen, omfatter i sagens natur gradvis flere børn med virkelig betydelig hørenedsættelse, og antallet af opgaver øges derfor uafbrudt.

Bl.a. på den baggrund er rammerne for den beskrevne konsulenttjeneste til stadighed stramme, og det tilfredsstillende resultat af konsulenttjenesten opnås nok mest i kraft af den professionelle forpligtethed og menneskelige hjælpsomhed, som kendetegner konsulenterne.

Det er altså realistisk for indeværende at gennemføre en tilfredsstillende enkeltintegrering af en hørehæmmet elev i en normalklasse!

Et samspil mellem kommuner og region

Vil betingelserne så kunne opfyldes i forlængelse af de kommende kommunale strukturændringer?

Det kunne synes indlysende at basere en veltrimmet ekstern konsulenttjeneste regionsvis og få den organiseret så hurtigt som muligt (dvs. helst straks!), så den betydelige professionelle know-how, som vitterligt er til stede i mange amter og specialskoler ikke skal udtyndes og spredes, men fremover kan udnyttes effektivt ved løsning af det stigende antal af sammensatte problemstillinger i forbindelse med enkeltintegreringen af hørehæmmede elever i normalklasserne.

Det vil samtidig være nærliggende som supplement til den eksterne konsulenttjeneste at foreslå et depot med indkøb, tilpasning og vedligeholdelsesservice af høreteknisk hjælpeudstyr til elever i normalklasserne.

Et sådant depot blev indtil for få år siden opretholdt på Fredericiaskolen, hvor det løste mange oplagte opgaver mht. at effektivisere indkøbsstrategien i en landsdel og afkorte tidsforbruget ved den nødvendige apparatservicering til gavn for det enkelte hørehæmmede barn.

Det har været min hensigt i artiklen at opregne nogle nødvendige forudsætninger, herunder specielt adgangen til en påkrævet ekstern kompetence/konsulenttjeneste på de pædagogiske, tekniske og organisatoriske områder, for at sikre en tilfredsstillende enkeltintegrering af en hørehæmmet elev i en normalklasse.

Integrationsprocessen er imidlertid så sammensat og kræver dækning af så helt forskellige behov fra elev til elev, at de nævnte nødvendige forudsætninger måske ikke altid samtidig er tilstrækkelige forudsætninger.

Det kunne derfor være lærerigt at høre, hvilke erfaringer hørehæmmede unge har opsamlet hen mod afslutningen af deres skolegang.

Altså at få belyst: ”Hvad kan fagfolk inden for høreområdet lære af de unge brugeres erfaringer?”

Stafettens depeche sendes dermed videre til tale-hørepædagog Olav Nielsen, Frijsenborg Ungdomsskole, som vil inddrage sine store elevers erfaringer, oplevelser, råd mv. i forhold til at beskrive et vellykket integrationsforløb.

Med venlig hilsen
Poul Erik Mogensen