OLAV NIELSEN:
Uddannet som lærer 1982 og efterfølgende videreuddannelse som tale-hørepædagog.
Ansat ved Frijsenborg Ungdomsskole siden 1982 kun afbrudt af en udsendelse som u-landsfrivillig hos nogle grupper af buskmænd i Botswana i årene1986-1989.
Frijsenborg Ungdomsskole www.fus.dk er en efterskole beliggende i Hammel med plads til i alt 88 elever fordelt med 1/3 i 9. kl. og 2/3 i 10 kl. Siden 1983 har 25 % af pladserne været reserveret til elever med nedsat hørelse, uden at de pågældende elever har været afhængige af tegnsprog eller anden form for tegnstøttet kommunikation.
På skolen har jeg været med til at følge alle disse unge hørehæmmede på tæt hold i et intenst forløb på et eller to år. Det er derfor også med glæde, at jeg bærer stafetten videre fra Poul Mogensen, som er en af mange engagerede og seriøse ”leverandører”
Overskriften som er blevet mig overdraget er som flg.:

Hvad kan fagfolk indenfor høreområdet lære af de unge brugeres erfaringer?

Selv om en ud af ti danskere har et høreproblem, er det helt almindeligt, at mennesker med nedsat hørelse forsøger at skjule deres høreproblemer. Det tager den gennemsnitlige voksne 7 år fra den første erkendelse af høretab til vedkommende er klar til at søge hjælp. En meget stor del af alle udleverede høreapparater, ligger i skufferne. Man taler om et stigma omkring nedsat hørelse, hvilket indebærer, at man skammer sig over at høre dårligt, eller man føler sig mindre værd end andre.
”Det første jeg husker er høreprøverne, de var det værste, jeg havde stadig hyletonerne i hovedet en hel dag efter.”
Stort set ingen børn har selv bedt om at få høreapparater, beslutningen bliver selvsagt altid truffet af velmenende voksne ud fra de bedste intentioner. De fleste børn bliver derfor heldigvis høreapparatbehandlet, mens de er så små, at de ikke stiller spørgsmål ved de voksnes dispositioner på deres vegne. Jo yngre man er, jo lettere har man ved at tage nye ting til sig – også høreapparater. Alligevel kan man ikke fortænke unge i, at de fornemmer en vis grad af overgreb og umyndiggørelse, især hvis de er sent behandlet, eller når de tænker tilbage. Man kan sagtens forestille sig, at behovet for at gennemleve erkendelsesprocessens forskellige faser dukker op på et senere tidspunkt. Det bliver lige pludselig svært for mange at være hørehæmmet og så samtidig blive teenager.
”Men selvom jeg faktisk aldrig er blevet mobbet eller har været ked af mine høreapparater, er det selvfølgelig lidt svært i puberteten. Der var da mange tanker dengang - ja, sådan noget som ’hvad tænker de andre om mig, hvorfor skal jeg ha’ alt det udstyr, hva’ kan jeg blive til’ osv.”
Kommunikationen bliver langt mere kompliceret, hvilket også stiller andre og større krav til kommunikationsevnerne, risikoen for social isolation øges. Fordommene omkring høretab, at man er mindre begavet og langsomt opfattende, at man afviger fra normen, vendes indad og medfører ofte lavere selvværd og skam. De pinlige og eller ydmygende situationer, der opleves ved at misforstå, blive misforstået eller slet ikke forstå noget, undgås ved at vælge en passiv strategi i forhold til omgivelserne.
”En uge på børnehørekursus var så fedt og gav så meget lyst til at bruge høreapparater, at jeg kunne overleve på det et helt år til i folkeskolen. Men da jeg så fik at vide, at jeg ikke kunne være med mere, cyklede jeg over 40 km for at besøge dem en dag.”
For at opbygge en positiv identitet som hørehæmmet har man brug for et netværk og nogle rollemodeller, man har i høj grad brug for oplevelsen af ikke at være alene. Det at andre er i samme situation og sætter ord på nogle tanker og følelser, som man selv har tumlet med, ja, som man måske endda har bebrejdet sig selv, kan føles som en stor aha-oplevelse og befrielse. En forløbsundersøgelse af de hørehæmmede elever fra Frijsenborg Ungdomsskole har vist, at de der stadig havde regelmæssig kontakt til andre hørehæmmede, klarede sig markant bedre uddannelsesmæssigt, socialt osv.
I en tid med øget fokus på enkeltintegrering er det ikke nok at tænke på teknik og uddannelse af resursepersoner. Behovet for samvær med ligestillede kan ikke understreges tydeligt nok. Det være sig arrangementer i HBF el. lign, udflugter, lejrture, børnehørekurser, skoleophold m.v.
”Det var først, da jeg forstod min egen hørenedsættelse, at jeg blev i stand til at forklare andre om mit høretab. Folk tager mere hensyn, når man selv kan forklare dem hvorfor og hvordan”
”Mine helt nye klassekammerater gjorde læreren opmærksom på, at han skulle bruge udstyr.”
I slutningen af skoleåret gør vi meget ud af at forberede vores hørehæmmede elever på, hvordan de introducerer høretabet overfor kammerater m.v. ved overgangen til ungdomsuddannelsen. De skal lære at stille krav til deres omgivelser. Det er nødvendigt, at den unge har en forståelse/fornemmelse at sin egen høremæssige situation, og er fuld fortrolig med evt. ekstra udstyr. Ekstra udstyr (som oftest SmartLink) og selvfølgelig høreapparater skal være på plads og introduceres fra første dag. Erfaringen viser os, at i en ny klassesammenhæng el.lign., er man den første dag parat til og åben for næsten hvad som helst, og de nødvendige hensyn bliver automatiseret og opfattes derefter som en selvfølge. Hvis man bare kommer 14 dage senere med ønsket om nogle hensyn, så er man pludselig til besvær.
”Jeg bliver irriteret på folk, der nægter mig nogle af mine rettigheder fordi de er så selvkloge, at de ikke gider sætte sig ordentligt ind i reglerne” ” Jeg hader, at blive talt ned til, jeg vil lyttes til og tages alvorligt.”
Hørehæmmede unge er først og fremmest unge, der er ligeså forskellige som alle andre, og dernæst har de en hørenedsættelse. Mange års arbejde med disse unge efterlader indtrykket af gode, givende, udfordrende oplevelser med mange unge i medgang og modgang, de har en masse (for nogle uopdagede) resurser, og generelt klarer de sig godt. Det billede, som står tilbage, er unge, der er blevet stærkere, større og mere robuste – især på det personlige plan. Mange af disse tidligere elever er værd at lytte til, de har hver deres historie at fortælle. Især en af disse tidligere elever er værd at lytte til, han kan fortælle mere end sin egen historie, for -
Hvad ved vi om unge hørehæmmede?

Stafettens depeche sendes hermed videre til sociolog og ungdomsforsker ved Center for Ungdomsforskning under Danmarks Pædagogiske Universitet Niels-Henrik Møller Hansen, Niels-Henrik er i gang med et 3-årigt forskningsprojekt (PhD) om unges hørehæmmedes livskvalitet.

Med venlig hilsen
Olav Nielsen