Niels-Henrik M. Hansen er ph.d.-stipendiat ved Center for Ungdomsforskning (CeFU), Learning Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), hvor han er ved at gennemføre et tre-årigt projekt om unge hørehæmmedes trivsel. Projektet er støttet af Learning Lab Denmark, Landsforeningen for Bedre Hørelse, Helsefonden, Center for Ungdomsforskning og Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Niels-Henrik M. Hansen er cand.scient.soc. fra sociologisk institut, Københavns universitet, i 2001 og fra siden efteråret 2002 været ansat på Center for Ungdomsforskning, hvor han primært har forsket i handicappede unge og ikke-handicappede unges trivsel og velvære. Center for Ungdomsforskning er en selvstændig forskningsenhed, der er tilknyttet Learning Lab Denmark ved DPU. Centret har eksisteret siden januar 2000 og har en hjemmeside på www.cefu.dk.

Hvad ved vi om unge hørehæmmede?
Center for Ungdomsforskning (CeFU) har netop lagt sidste hånd på en undersøgelse af unge hørehæmmedes trivsel. Udgangspunktet for undersøgelsen var en konstatering af, at der ikke eksisterer megen viden om unge hørehæmmedes situation. Så det korte svar på spørgsmålet i overskriften er, at vi faktisk ikke ved ret meget om de unge hørehæmmedes liv og situation.
Det kan der være mange årsager til. Traditionelt har man fokuseret på unge hørehæmmedes situation i folkeskolen – i særlig grad deres faglige udvikling – men det er en interesse, som slutter, når de unge hørehæmmede forlader folkeskolen, hvad enten de fortsætter i uddannelsessystemet eller fortsætter ud på arbejdsmarkedet. Interessen for de unge i folkeskolen er også typisk fokuseret mod at sikre en tilfredsstillende faglig udvikling, hvilket er relevant set i en skolemæssig sammenhæng, men noget begrænset i en bredere sociologisk kontekst.
Ses der generelt på gruppen af unge hørehæmmede, så er det indledningsvis også væsentligt at huske på, at der er tale om unge. Godt nok med en eller anden grad af en hørenedsættelse, men de er også unge med de problemer og udfordringer det indebærer. At være ung i dag indebærer nogle udfordringer, som hørenedsættelsen på nogle områder forstærker og vanskeliggør, men det er vigtigt at medtage i en analyse, således at funktionsnedsættelsen ikke bliver det eneste forklarende element.
Så hensigten med Center for Ungdomsforsknings nyligt afsluttede undersøgelse var, at belyse hvordan unge hørehæmmede oplever dét at være unge i dag og samtidig aftegne et empirisk billede af deres livssituation - en viden, der, som det allerede er blevet nævnt, er en sørgelig mangel på.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen, som primært er finansieret af Center for Ungdomsforskning og Helsefonden, søger at belyse de unge hørehæmmedes situation via to angrebsveje. Den ene angrebsvej udgøres af et spørgeskema, der igennem 105 spørgsmål forsøger at tegne det overordnede billede af de unges situation. Den anden angrebsvej forsøger igennem en række interviews, fokusgrupper og kvalitative forløb, at sætte nogle ord på, hvorledes de unge hørehæmmede selv beskriver nogle af de problemstillinger, som spørgeskemaet belyser.
Det er ikke let, at lave en spørgeskemaundersøgelse af unge hørehæmmedes situation. Den største udfordring er, at komme i kontakt med så mange unge hørehæmmede, at bliver meningsfyldt, at lave statistiske analyser på deres besvarelser. Her har diverse audiologiske afdelinger, Landsforeningen for Bedre Hørelse og amtslige/kommunale konsulenter været af uundværlig hjælp. Deres hjælp har muliggjort, at CeFU har haft mulighed for at sende 900 spørgeskemaer ud til unge hørehæmmede – heraf har lidt under halvdelen besvaret spørgeskemaet.
Sideløbende med dette er der blevet gennemført en række interviews med unge hørehæmmede, fokusgrupper, og interviews med ressourcepersoner på området, som giver dybde til besvarelserne af spørgeskemaet og som sætter ord på de analyser, der er gennemført i den forbindelse. I den forbindelse har Frijsenborg Ungdomsskole og Bråskovgård Efterskole været til stor hjælp.

Hvad viser undersøgelsen
Undersøgelsen undersøger bl.a. de unge hørehæmmedes oplevelser i forhold til en række forskellige arenaer, som f.eks. folkeskolen og arbejdsmarkedet, men foretager også en række specifikke analyser af f.eks. mobning, kommunikationsstrategier og forholdet til vennerne og familien.
I forhold til de unge hørehæmmedes erfaringer med folkeskolen viser analysen et meget blandet billede. Der er en del, som er tilfredse med deres undervisning og vilkår i folkeskolen, men der er også en del, der har oplevet at der ikke blev taget hensyn til deres hørenedsættelse i folkeskolen. Den sidstnævnte gruppe er karakteriseret ved at være dem med de mest omfattende høreproblemer.
Undersøgelsen peger med andre ord på, at det er dem, der har mest brug for hjælp, samtidig er dem, der oplever at få mindst hjælp. Det kan der være mange forklaringer på, men en af dem er muligvis, at hjælpen i folkeskolen ydes i forhold til den hørehæmmede elevs høretab, og ikke i relation til de faktisk oplevede problemer.
Det er en af de centrale problemstillinger som rapporten afdækker – at en hørenedsættelse i kraft af sin usynlige natur er vanskelig at fastlægge – både for den hørehæmmede selv, men i allerhøjeste grad også for omgivelserne. Det gør i den konkrete analyse af forholdene i folkeskolen, at hjælpen tilsyneladende ydes på grundlag af høretabets størrelse – dvs. om det er et lille, middelsvært eller svært høretab – men analyserne peger på, at høretabets størrelse langt fra kan sættes lig med, hvor mange eller få problemer den hørehæmmede elev har med at følge med i undervisningen og i det sociale samvær. I undersøgelsen er det meget konsistent de unge hørehæmmedes selvrapporterede skeleevne, der udtrykker det mest præcist. I forhold til de hørehæmmede elever er en af konklusionerne, at der tilsyneladende er brug for at lærerne får mere viden om deres hørehæmmede elevers problemer og behov.
Undersøgelsen ser også på de unge hørehæmmedes vilkår på arbejdsmarkedet. Der aftegnes et billede, der på mange niveauer ligner det andre undersøgelser har vist. Der er flere hørehæmmede, som er arbejdsløse eller befinder sig i en marginal position i forhold til arbejdsmarkedet, hvor de enten er helt udenfor (pensionist) eller i periferien (fleksjob). Analysen viser også, at livskvaliteten er højest blandt dem i arbejde, efterfulgt blandt dem, der enten er pensionist eller i fleksjob, mens de arbejdsløse har det dårligst.
Et tredje emne, som undersøgelsen også tager fat på, er, hvorledes mobning og ensomhed er relateret, og hvordan mobningen og ensomhedsfølelsen er knyttet an til eventuelle overvejelser om selvskadende adfærd blandt de unge hørehæmmede. Analysen peger på, at der er en overvægt af unge hørehæmmede der har været udsat for mobning sammenlignet med normalthørende unge. Det diskuteres ydermere, at det måske ikke altid er høretabet der bliver drillet om, men at hørenedsættelsen sætter en del af de unge hørehæmmede i en sårbar position mht. mobning og ubehagelige drillerier. Et efterfølgende resultat er, at følgerne af mobningen rækker langt udover den aktuelle situation. Det betyder, at bliver den hørehæmmede f.eks. mobbet i folkeskolen kan der iagttages en ringere social trivsel senere i livet – mange år efter at mobningen rent faktisk fandt sted. Det gælder så vidt for alle unge, der mobbes, men er særlig prægnant blandt de unge hørehæmmede, fordi der er flere, der bliver mobbet.
På det overordnede spørgsmål om de unge hørehæmmedes trivsel peger undersøgelsen på, at der er to væsentlige faktorer i de unge hørehæmmedes velbefindende. Dels om de lider af tinnitus og dels i hvilket omfang de unge hørehæmmede har problemer med at skelne mellem forskellige lyde. Både tilstedeværelsen af tinnitus og markante skelneproblemer øger risikoen for at den hørehæmmede oplever en dårlig livskvalitet. Selve størrelsen af høretabet har ikke samme indflydelse.
Behov for mere viden
Samlet set er undersøgelsens konklusion, at der tegner sig et relativt dystert billede af de unge hørehæmmedes situation. Der er mange unge hørehæmmede, hvor den sociale integration fremstår som om den er skrøbelig. Det indikerer, at de unge hørehæmmede bl.a. udelukkes fra det vigtige sociale samvær med jævnaldrene i puberteten. En mulig følge af det er, at de får endnu flere vanskelligheder sammenlignet med normalthørende unge. Dels fordi de måske har en ringere adgang til de sociale rum, hvor den vigtige socialisering sker i og med at det er her de kan vende centrale problemer med jævnaldrende i forhold til ungdomslivet og i relation til deres egen udvikling og identitet dels skal de samtidig kæmpe med deres egne og andres forestillinger om, hvad hørehæmmede kan og ikke kan.
I forhold til den generelle samfundsudvikling og unges situation i den forbindelse, så stiller udviklingen store krav til den hørehæmmede unge. Det stigende fokus på kommunikation som det medium, der skal lære den unge at håndtere det moderne samfunds kompleksitet og informationsoverflod et gennemgående kendetegn ved den skitserede udvikling. Den kommunikation skal her forstås som den personlige fortælling, som den unges liv og identitet i stigende grad bliver et udtryk for. Der stilles større og større krav til den enkelte unges evne til at kommunikere – formulere – hvorfor er jeg her, hvem er jeg og hvor skal jeg hen – og det giver selvklart implikationer for den unge hørehæmmede. Implikationerne er ikke så meget forbundet til selve kommunikationsevnen, som er de forbundet til et øget krav om, at den unge hørehæmmede får adgang til de fora, hvor fortællingen om dem selv kan skabes og modnes – og netop det kniber jf. den tidligere diskussion. Omvendt åbner den teknologiske udvikling også muligheder for flere kommunikationsmuligheder for den hørehæmmede unge, men spørgsmålet er, om det er nok til at sikre den hørehæmmedes trivsel i den verden, hvor evnen til at kommunikere fejlfrit og klart om en selv, er den centrale adgangsnøgle.
Afslutningsvis kan det konstateres, at undersøgelsen belyser en lang række vigtige og væsentlige problemstillinger omkring unge hørehæmmede. Den peger dog samtidig på et behov for yderligere forskning og viden på området. I den forbindelse må det konstateres, at den slags forskning er vanskelig at få finansiering til. Forskning i hørehæmmedes trivsel er måske ikke lige så salgbar som audiologisk forskning, men nok så vigtig.

Næste gang vil specialkonsulent Inger Riisager overtage stafetten. Inger er en særdeles skarp og vidende iagttager af de problemer unge hørehæmmede møder i enten uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet. Inger vil under overskriften ”Uddannelsesvalgets dilemmaer” sætte fokus på nogle af de problemstillinger unge hørehæmmede møder, når de skal vælge en uddannelse.

Rapporten ”Unge hørehæmmedes trivsel” kan hentes på Center for Ungdomsforsknings hjemmeside: www.cefu.dk.

Venlig hilsen
Niels-Henrik M. Hansen