OM INGER RIISAGER, SPECIALKONSULENT FOR HØREHÆMMEDE:
Jeg startede min karrierer i socialforvaltninger i forskellige kommuner. Jeg er uddannet socialrådgiver.
I 1984 blev jeg ansat i Den statslige specialkonsulentordning for tunghøre og døvblevne, og siden har hørehæmmedes vilkår gennem uddannelse og på arbejdsmarkedet haft min faglige bevågenhed.
Specialkonsulentordningen har ændret struktur gennem tiderne – fra statslig til amtslig og nu et kommunalt tilbud. Arbejdsopgaverne har dog været næsten de samme – nemlig af støtte unge hørehæmmede gennem uddannelse og fastholde voksne på arbejdsmarkedet.

Uddannelsesvalgets dilemmaer

Indledning
Historisk set har uddannelsesmulighederne aldrig været bredere end nu, men samtidig medfører det også flere svære valg for den enkelte.

Når den unge hørehæmmede skal i gang med at vælge uddannelse og fremtid er der mange ting på spil. Der er naturligvis de almindelige overvejelse om evner, interesser, geografiske muligheder o.s.v. Dertil kommer den almindelige ungdommelige usikkerhed om identitet, ønsker m.m.
Og har man så et høretab er der nogle kontante facts, man må forholde sig til. F.eks. at der er uddannelser, der er uhensigtsmæssige p.g.a. høretabet. Det kan være uddannelser, der kræver megen kommunikation og dialog. Det kan være arbejde i støj - og det kan være erhverv, man er udelukket fra p.g.a. sikkerhedshensyn.

Det er ikke alle, der er bevidste om, at de måske befinder sig i yderkanten af arbejdsmarkedet. Som forældre eller anden rådgiver kan man være i tvivl om hvor meget, man skal gøre den unge bevidst om de begrænsninger, der kan være i uddannelsesvalget. Og det kan være et dilemma, hvorvidt man skal bakke en ung op om et uddannelseønske, der vil kræve en meget stor indsats af den unge - eller om man skal prøve at tilpasse ønskerne til et niveau, der er mindre ressourcekrævende – men måske heller ikke ligeså prestigefyldt.

Det er min erfaring, at det kan være en god ide at samle alle gode kræfter til en fælles ”rådslagning” - en slags rundbordssamtale, hvor den unge sammen med hørepædagogen, klasselæreren, forældre og specialkonsulenten sammen drøfter uddannelsesvalg og hvordan den unge bedst når et realistisk mål. En sådan samtale bør foregår på 8. eller 9. klassetrin, således at der er tid til justeringer og planlægning.

Afklaring af uddannelsesretning
Det indgår i folkeskolens almindelige erhvervsvejledning, at eleverne allerede fra 6. klasse tænker i fremtidig arbejdsplacering. Det er vigtigt, at den høremæssige erkendelse foregår sideløbende. Jeg anbefaler derfor, at man starter snakken med den unge gradvist op. Lad uddannelsesvalget blive en proces.

Man kan f.eks. spørge den unge:
Hvilket liv vil du gerne leve?
Hvem synes du har et spændende arbejdsliv? Har du talt med forskellige voksne om deres uddannelse og deres arbejde? Hvordan var deres uddannelse? Hvad var vigtigt der? Og hvad er det helt konkret de laver? Er der mange møder? Er der støj på arbejdspladsen? Taler de meget i telefon? Skal de ofte tale med mange mennesker i store rum?

Lad den unge se på sine egne styrker og svagheder:
Hvad er du god til? Både i skolen og fritidslivet? Hvor er du bedst? Hvornår har du svært ved at følge med i samtalen? Hvor ofte bliver du hægtet af en samtale mellem 5-6 kammerater? Hvor har du IKKE høreproblemer? Hvad har et evt. fritidsjob lært dig om arbejdslivet?

Det svære valg
Når man vælger uddannelse bør man se på ”det hele menneske”. Der skal være energi til både et arbejdsliv og et fritidsliv - på kort sigt og på lang sigt.
Hvis der ikke er balance mellem de forhold, kan man ikke fungerer optimalt på lang sigt.
Nedsat hørelse bliver derfor ofte et spørgsmål om at prioritere. Hvad har stor betydning, og hvad kan neddrosles eller undværes???

Kommer den unge fra en familie med høje, videregående uddannelser eller forventninger om at næste generation går den vej, kan det være svært for den hørehæmmede at vælge andet. Men det lange studie har en pris.
Det foregår altid på hørendes præmisser, og det er yderst sjældent at møde en ligestillet på uddannelsen. Der er en stram læseplan, hvor der hele tiden skal præsteres noget. Et universitetsstudie er ofte ensomt, og som hørehæmmet kan man være endnu mere isoleret, fordi man ikke har overskud til at være social. Man skifter ofte hold og undervisere, og det bliver derfor svært at opbygge en viden hos undervisere og medstuderende om den særlige kommunikation.
Det er min vurdering, at for at vælge en lang, videregående uddannelse skal den hørehæmmede være særdeles godt begavet og udstyret med en personlig råstyrke, der gør ham/hende i stand til at arbejde målrettet, vedholdende og meget selvstændigt.

Mange unge hørehæmmede vil have gavn af at vælge en uddannelse, der ligger et niveau under deres ambitioner. Som ung og uforpligtet kan man måske godt klare kravene på uddannelsen og arbejdspladsen, men når kravene fra ægtefælle, børn, bolig, fritidsinteresser dukker op, bliver der behov for at hente energi til andet end arbejdslivet. Når buen spændes for hårdt, ser jeg mennesker, der går psykisk ned p.g.a. at de ikke længere kan leve op til alle de krav, der stilles til dem. De risikerer at se sig selv som en fiasko, fordi de ikke kan leve op til deres egne (og måske andres) forventninger.

På korte og mellemlange uddannelser er der den fordel, at der som regel er et mere fast uddannelsesprogram og undervisere, der er gennemgående i hele forløbet. Dermed er der mulighed for at opnå viden om de særlige hensyn til den hørehæmmede. Desuden er der mulighed for at trække på studievejledere på uddannelsen, som kan være koordinerende for indsatsen.

Kom godt i gang
Det er afgørende for et godt uddannelsesforløb, at starten er god. Det vil sige, at den nye uddannelsesinstitution ved at der kommer en hørehæmmet og er gearet til det m.h.t. viden om høretab, om høretaktiske hensyn, muligheder for hjælpemidler og evt. tolkebistand samt kendskab til, hvor der kan søges støtte af økonomisk og praktisk art.
Det kræver ofte et langt forberedelsesforløb.

Det er en god ide at tage kontakt til uddannelsesstedet allerede 1/2 år før starten. På korte og mellemlange uddannelser er der, som sagt mulighed for, at tage kontakt til en studievejleder og få pågældende ”klædt på” til opgaven, som koordinator for indsatsen overfor den unge hørehæmmede. Der kan blive tale om at fordeling af klasselokaler skal indordnes efter den hørehæmmede – og det kan være sammensætning af elever. F.eks. kan der være forskel på klassestørrelse, gennemsnitsalder, kønsfordeling m.m. Der kan være lærere, som en hørehæmmet kan have særligt vanskeligt ved at høre. Alt sammen noget, der skal planlægges i en tidlig fase.
Studievejlederen kan hjælpe med ansøgning om hjælpemidler, men der er ofte en lang bureukratisk vej inden det er på plads.

Starter den unge på en lang videregående uddannelse er der ikke på samme måde som ovenfor beskrevet mulighed for at forberede et godt studieforløb. Man er henvist til at agere på egen hånd, og det kræver mod og åbenhed fra den hørehæmmede at få introduceret de særlige behov. Det er min erfaring, at det kan være en god investering at bruge tid på at få skabt sig en god læsegruppe, hvor man åbent fortæller om sit høretab og de behov, der knytter sig dertil.
Via www.su.dk /handicap er der mulighed for at få økonomisk støtte og hjælpemidler

Afslutning
Uddannelse er som bekendt identitetsskabende. Det er vigtigt, at den unge ”kan identificerer sig” med uddannelsesvalget og den fremtid, den tegner. Den unge må ikke blive ”offer” for en overdreven handicaphensyn, men på den anden side, kan vi som rådgivere anstændigvis heller ikke bakke op om uddannelsesønsker, der med stor sandsynligvis vil presse den unge unødigt. Det handler om at finde et niveau, hvor den unge føler, at han/hun i hverdagen arbejder på lige vilkår med andre på arbejdsmarkedet og derfor yder en god indsats både for sig selv og som samfundsborger.

Stafetten gives videre til Anita Otte Clausen, som jeg har kendt siden hun startede sin uddannelse som bibliotikar for mange år siden. Anita har ikke ladet sit store høretab være en begrænsning for spændende udfordringer både arbejdsmæssigt og privat.

Venlig hilsen
Inger Riisager