Jeg hedder Aïda Regel Poulsen, er uddannet folkeskolelærer i ’83 og blev i ’92 færdig som talehørepædagog. Jeg har været ansat i skoleafdelingen ved Fredericiaskolen, hvor mit erfaringsområde især er undervisning af de hørehæmmede – altså børn med en brugbar hørerest til udvikling af et talesprog. Samtidig har der været anvendt tegn i en eller anden grad.
I ’94 flyttede jeg i Fredericiaskolens Rådgivningsafdeling, hvor jeg siden har været tilknyttet Skolerådgivningen som hørekonsulent. I Fredericiaskolens distrikt rådgiver og vejleder vi omkring indsatsområderne i forhold til de børn med høreapparater og CI, der skoleplaceres lokalt.
I al beskedenhed mener vi jo nok, der bliver brug for folk som os i tiden fremover!
Jeg er selv hørehæmmet og kender en del til at bruge det tekniske udstyr, børnene præsenteres for samt opgaverne i at begå sig som hørehæmmet.

”Hvad kræver det samarbejdsmæssigt, når hørehæmmede børn placeres i folkeskolen – hvem trækker på hvem, hvornår, hvordan og hvorfor?”

Når forældre vælger en skoleplacering til deres barn, er det ud fra forventninger om, at visse ting er givet og bare fungerer. Sådanne forventninger har forældre til børn med høretab også. I disse år er tendensen, at flere og flere forældre til hørehæmmede børn vælger en lokal skoleplacering – i hvert fald til at starte med! - i stedet for skolegang på en specialskole eller centerklasse, hvor man må forvente, ekspertisen er. Det giver i særdeleshed anledning til at kigge nærmere på, hvad der kræves af os professionelle rent samarbejdsmæssigt for at opgaven skal lykkes for såvel barn som voksne.

Forældrene spiller en væsentlig rolle i hele samarbejdet omkring det hørehæmmede barn! Nogle forældre er stærke omkring lektielæsningen, andre er stærke til at hjælpe barnet ind i sociale fællesskaber. Mange fædre er rigtig dygtige omkring de tekniske hjælpemidler. Overordnet kender forældrene deres børns stærke og svage sider på godt og ondt.
Men forældre skal også have lov at være forældre. Hvis forældre til et hørehæmmet barn kommer til at påtage sig det overordnede ansvar for, at de specielle opgaver omkring deres barn hænger sammen og bliver udført, så er der ikke mere balance i forholdet. Det hæmmer faktisk forældrene til den hørehæmmede elev, så snart der er helt almindelige ting som drillerier eller uorden i mælkeordningen, der også må tages op. Man kan som forældre komme til at føle, man fylder for meget. Fagpersoner kan få det indtryk, at forældrene er emsige.
Det er tit en god idé med et udvidet skole/hjem-samarbejde omkring den hørehæmmede elev. Så er der oplagt mulighed for at evaluere på ting, der er lykkedes og områder, der fortsat kræver en indsats.

Som fagpersoner står lærerne lokalt ofte med en lidt anderledes fornemmelse af at starte undervisningen af et hørehæmmet barn. De fleste lærere har altså ikke haft en hørehæmmet elev tidligere. De må støtte sig meget til forældrene, som ofte også er nye ansigter for dem. Her vil det være naturligt at trække på den lokale talehørepædagog. De steder, hvor der er en sådan med et hørespeciale og som måske oven i købet har erfaring fra tidligere hørehæmmede elever, ja her går det som oftest godt – men med mange opgaver hele tiden. Desværre er der områder i landet, hvor et hørehæmmet barn kan starte i skole, og så er der ikke den fornødne ekspertise på lokalt PPR at trække på! Det giver meget store frustrationer for såvel lærere, PPR, men også forældre og ikke mindst barn, når alle bliver i tvivl om, hvem der skal gøre hvad!
Nu står vi overfor regionsammenlægning, og da er det vigtigt, også hørehæmmede elever tænkes med, så man ved, hvor man kan hente ekspertbistand og være klar til at modtage en sådan elev.
Når så samarbejdet fungerer mellem lærere og talehørepædagog, så trækker lærerne selvfølgelig på talehørepædagogens viden om sproglig opbygning, udtale i forhold til given hørekurve, brug af teknisk udstyr og i hvilke situationer – og meget mere. Det må påregnes fremover, at der skal bruges mere tid fra PPR på netop de hørehæmmede elever. Flere steder er det med godt udbytte, at talehørepædagogen er omkring barnet mindst en gang om ugen og samler op med teamet af lærere ca. en gang om måneden.
I denne opsamling ligger også tilbagevendende evaluering af handleplan. Hvad skal der lægges vægt på i undervisning på klassen, og hvad skal der arbejdes med individuelt og i støttetimerne? Netop lærernes oplevelse af eleven i forskellige situationer er jo også vigtige oplysninger for talepædagogen, som skal kunne rådgive og vejlede lærerne!
Det er overordentligt vigtigt, at handleplanen bliver et arbejdsredskab! Teori og praksis skal hænge sammen! Det er også vigtigt, at handleplanen udfyldes i samarbejde mellem lærere og talepædagog. Enkelte punkter kan man også inddrage forældrene i. Men forældrene skal mærke, at ansvaret ligger hos og bliver båret af lærere og talehørepædagog!
Endelig er der altså en opgave i forhold til skolens andre lærere som må varetages. Det handler om at skulle kunne begå sig i forhold til vikaropgaver i klassen, hvor den hørehæmmede elev er – det handler om at være fagligt klædt på til vagtordninger, hvor man skal kunne imødekomme et barn med høretab.

Det er talepædagogens ansvar at vide, hvor man henvender sig for yderligere hjælp og hvad der ellers kan være af tilbud til den hørehæmmede elev, forældrene og også lærerne!
I Fredericiaskolens distrikt er det muligt at få yderligere råd og vejledning ved Skolerådgivningens hørekonsulenter. Vi tager elever i observationsophold og rådgiver omkring hørestatus, sproglig og faglig og social udvikling. Vi kommer også på konsulentbesøg og løser specifikke opgaver, oftest omkring teknisk udstyr men også specifikke pædagogiske og metodiske tiltag. (www.fredericiaskolen.dk Rådgivnings- & Udd.afd., Skolerådgivningen). Uden for Fredericiaskolens distrikt varetages disse opgaver ofte under amtshørekonsulenten.
Vi oplever i Skolerådgivningen nu en tendens til, at flere ønsker at få en årlig vurdering af, hvilke tiltag der nu er nødvendige omkring den enkelte hørehæmmede elev. Man ser tilbuddet i Skolerådgivningen som mulighed for at få faglig sparring til lærere, talehørepædagog men også til forældre og mange gange også til barnet selv. Rådgivningen indgår ofte i overvejelserne omkring arbejdet med handleplanerne.
At være den eneste elev med et høretab i en klasse – og måske på en skole! – betyder, at forældre, lærere og talehørepædagog skal være opmærksomme på, at barnet får mulighed for at mødes med andre børn med høretab.
Der er vigtige tiltag at være opmærksom på under hele skoleforløbet for et hørehæmmet barn både psykisk/socialt, sprogligt og fagligt og også teknisk. Det er løbende vurderinger, hvor talehørepædagogen må vise sig som nærværende og parat til at løse opgaverne, når de opstår.
Her er det af stor betydning, at vores system og samfund i øvrigt hænger sammen og er ordentligt organiseret, så bevilligende myndigheder i amter og siden hen kommuner forstår nødvendigheden af forskellige typer tiltag som lejrture, anvendelse af støttetimer, ny tildeling af teknisk udstyr i takt med ændring af høreapparatbehandling eller ændring i lytteopmærksomhed og lytteniveau, men også konferencer og kurser for de voksne, mm.
Vi skal med hinanden vide, hvem der bærer hvilket ansvar. Det er vigtigt, vi også står ved vores opgave, så enhver kan føle sig tryg og ønsket i de funktioner, vi nu hver især har fået – barn, forældre, lærere, talehørepædagog og andre rådgivere.

Hørehæmmede elever er en forholdsvis lille gruppe af elever med funktionsnedsættelser.
Det kan komme bag på nogle, hvad opgaven i grunden indebærer.
Høretab er ikke noget, man vokser fra. Man skal vokse med det og lære at mestre det. Det skal både den, der har høretabet, og dem der er omkring. Ellers er det ikke inkluderende for nogen af parterne!

I artiklen har jeg ikke været inde på samarbejdet omkring det tekniske udstyr.
Men jeg giver depechen videre til tekniker Finn Brøcher Petersen under titlen:
”Hvad er vigtige informationer om barnet og undervisningsmiljøet/hjemmet for at kunne tilpasse det bedste kommunikationstekniske udstyr?”

Venlig hilsen Aïda Regel Poulsen.