Jeg hedder Jane Midtgaard, jeg er 36 år gammel og bosat i Rødding i det sydlige Jylland. Jeg dimmitterede fra Haderslev Statsseminarium i 1993 og har været ansat i folkeskolen siden – på Arnum Skole fra januar 2001 - mit tredje ansættelsessted. Arnum Skole ligger i Gram kommune, og er en lille skole på ca. 90 børn. Jeg har ikke tidligere erfaring med undervisning af hørehæmmede eller lignende. Jeg har ingen tegnsprogskurser, så jeg kan ikke tegn, men jeg har deltaget i flere kurser om integration af hørehæmmede børn i folkeskolen.

Erfaringer på skoleområdet med høregruppen i Arnum

Da jeg blev spurgt om jeg havde lyst til at være klasselærer i en klasse, der havde 3 hørehæmmede børn, var jeg ligesom ”min” støttepædagog ikke længe om at betænke mig. Jeg sagde faktisk ”ja” på stedet, da jeg syntes, at det lød som en rigtig spændende opgave! Det viste sig også hurtigt samtidig at være lidt af en udfordring for en helt almindelig skolelærer som mig!

Jeg husker tydeligt min første time i klassen. Jeg var lidt nervøs, det er jeg nu altid, når jeg skal have nye børn, men her var der jo også lige noget teknisk udstyr, jeg skulle lære at bruge?! I starten havde vi 3 mikrofoner, da vi havde 3 børn med hver sin FM frekvens. I dag skal vi heldigvis kun bruge én, selvom vi har to børn i vores høregruppe. Desuden skulle jeg huske at stå rigtigt i klassen, de hørehæmmede børn skulle altid sidde med lyset i ryggen og jeg måtte ikke stå og tale ind mod tavlen. Jeg er rigtig glad for at børnenes støttepædagog Else Marie fulgte med i skolen, det er svært at huske alle de her ting!
I dag er det helt naturligt for mig at tage hensyn til alle disse ting og jeg gør det, uden at tænke over det.

Jeg startede med at have klassen 6 lektioner om ugen, da de gik i børnehaveklasse og meget hurtigt gik det op for mig, at jeg var tvunget til at tænke anderledes, når jeg skulle forberede mig. Undervisningen i børnehaveklassen er meget emneorienteret, og vi kunne ret hurtigt se, at det var nødvendigt at forberede børnene i høregruppen på emnerne og indholdet, inden vi udførte undervisningen i klassen. Det var altså ikke muligt, at jeg fik en af mine mange ideer i bilen på vej til arbejde, for hvis ikke Else Marie vidste, hvad jeg ville i klassen, kunne hun ikke fortælle det til børnene i forvejen og så var det nærmest umuligt for dem at følge med. Jeg skal altså være forberedt 2 uger i forvejen for al undervisning og det har nok været det sværeste at skulle vænne sig til. Mange vil også mene, at det er synd for de hørende børn, at der ikke er mere plads til spontanitet. Men for dem er situationen helt normal, de har jo aldrig prøvet andet.

Da vi skulle starte i 1. klasse, indkøbte vi et dansk system, ”Den første læsning” og det har virket rigtig godt. Det var igen ud fra et forberedelses synspunkt, da jeg egentlig ikke rigtigt er til systemer. Men det var helt uoverskueligt at skulle finde materiale forskellige steder fra, sætte det sammen så det passede til børnene, sætte Else Marie ind i hele tankegangen omkring læseindlæring for derefter at præsentere det for børnene og så håbe på at hun brugte det i forberedelses timerne på samme måde, som jeg ville bruge det i klassen… Der er en glimrende lærervejledning til systemet, som sparede mig for meget af det arbejde jeg lige har beskrevet. Vi fortsatte systemet i 2. klasse og måtte så skifte system i 3. klasse, da ”Den første læsning” kun findes til og med 2. klasse.

Jeg har langt de fleste timer i klassen. Det er dels af praktiske grunde, da høregruppe børnene bedst kan forholde sig til få undervisere, i hvert fald så længe de er små. Men også at mine kolleger på skolen har haft meget lidt lyst til at have timer i min klasse. Opgaven virker voldsom, men det er dog lykkedes os i dette skoleår at lokke flere forskellige lærere derind og heldigvis kan mange godt se at det ikke er en uløselig opgave.

Samarbejdet med forældrene er en af hjørnestenene i vores daglige arbejde. Jeg har en større kontakt til dem, end jeg har til de normalt hørende børns forældre. Det er meget vigtigt for os, at de er involverede i mange af de beslutninger omkring deres børn, som er nødvendige at træffe. Selvom det er vores udgangspunkt, at høregruppe børnene skal deltage i samtlige timer på klassen, er det noget nær umuligt, da vi skal bruge tid på at forberede dem på timernes indhold. Vi har heldagsskole fra 8-14 hver dag og hvis vi skulle finde de timer uden for skoletid, vil dagene blive for lange for børnene. Beslutningen om hvilke timer børnene skal ud af, finder vi i samarbejde med forældrene. Vi evaluerer vores skoletilbud til vores 2 børn to gange årligt og det foregår også sammen med forældrene.

En anden uundværlig samarbejdspartner har været - og er - Fredericiaskolen. Vi har ingen amtskonsulent på skoleområdet i Sønderjyllands Amt, hvilket betyder, at jeg må henvende mig på specialskolen med pædagogiske tvivlsspørgsmål og dem er der mange af, når man arbejder med hørehæmmede børn. Hvis jeg ikke havde kunnet ringe til konsulenterne derfra, var jeg formentlig ”rendt skrigende væk”?!

Jeg er helt sikker på, ikke at komme til at ligge på en ”sovepude”, så længe jeg har de her børn. Det er en stor opgave, men også en fantastisk spændende opgave, som jeg hele tiden bliver klogere på. Jeg tror på integrationstanken, men det er så uendeligt vigtigt at kigge på det enkelte barns behov. Desuden skal man være opmærksom på, at modtager man et hørehæmmet barn på sin skole, kommer det til at berøre alle voksne, ikke kun klassens faste lærere.
Men siger man ja, er man også sikret en række oplevelser som ligger langt ud over det sædvanlige!!

Jeg sender hermed stafetten videre til konsulent Aïda Regel Poulsen fra Fredericiaskolen;
”Hvad kræver det samarbejdsmæssigt, når hørehæmmede børn placeres i folkeskolen – hvem trækker på hvem, hvornår, hvordan og hvorfor?”

Med venlig hilsen
Jane Midtgaard