MARTIN LINDEGAARD:
Cand. mag. i lingvistik og sprogpsykologi fra Århus Universitet. Nu Ph.d.-stipendiat ved Center for Sprogtilegnelse, Syddansk Universitet, Odense.
Hans ph.d.-projekt har titlen "Undersøgelse af den tidlige dansk-sproglige udvikling hos døve og hørehæmmede børn" og resultatet herfra forventes publiceret i løbet af 2005.

Viden om sprogtilegnelsen hos børn, der har svært ved at høre
Når avanceret (sproglig) kommunikation lykkes, kan der hos de involverede parter opstå ny forståelse, der ikke var til stede hos nogen af parterne hver især før kommunikationen. Alle er derved blevet klogere. Og jo mere man forstår om hinandens forudsætninger, jo nemmere er det at få kommunikationen til at lykkes. Det kræver selvfølgelig, at man både kan og vil deltage i kommunikationen. Disse vilkår gælder for såvel børn som voksne. For børn med høretab er det næppe viljen men snarere muligheden for at deltage i kommunikationen, der er problemet. Men hvad med os læger, pædagoger og forskere, der er sat til at hjælpe de børn, der gerne vil, men ikke kan kommunikere (ad den gængse kanal). Kan vi og vil vi kommunikere med hinanden? Og hvis vi ikke vil lytte til hinanden, hvordan skal vi så kunne hjælpe dem, der ikke kan?

Det må være i alles (ikke mindst børnenes) interesse at parterne kan og vil kommunikere med hinanden, men siden jeg har kastet mig ind i feltet som aspirerende forsker, har jeg oplevet, at det kniber lidt. Og jeg tror, en stor del af problemet ligger i at erkende og respektere hinandens forudsætninger.

Lad mig give et konkret eksempel, der har at gøre med, hvad vi forstår ved begrebet viden. Den 8. november 2004 afholdt CVU Stork og Center for Sprog-tilegnelse konferencen ”Børns sprogtilegnelse – et fælles ansvar”. Målet var at nå frem til konkrete forslag til, hvordan man kan styrke det tværfaglige samarbejde om pædagogik, uddannelse og forskning indenfor børns sprogtilegnelse. Et af forslagene bestod i at oprette et tværfagligt, uafhængigt videnscenter som samlingspunkt for samarbejdet. Men i den åbne debat, der afsluttede konferencen, blev der blandt andet sagt følgende:

”viden er meget godt, men det har det med at opbygge sin egen interne logik”

Som borger håber jeg, at ophavskvinden, der er ansat i den offentlige forvaltning, ikke mente, at hun helst vil være fri for at vide noget (selvom det er i tråd med den politiske trend). Men hvad mente hun så?

Jeg tolker udsagnet som et udtryk for, at viden opfattes som en abstrakt, fortænkt størrelse, der ikke har brugbar relation til de realiteter, man oplever i dagligdagen med børnene. Derimod er individuelle, praktiske erfaringer grundlaget for arbejdet med børnene under parolen: Man skal tage udgangspunkt i det enkelte barn. Jeg oplevede også, at det foreslåede videnscenter blev opfattet som et forsøg på ”top-styring” og desuden (måske af samme grund) en vis modvilje mod initiativer til at søge dokumentation af de erfaringer, pædagoger har fra deres arbejde med forskellige børn.

Som forsker (in spe) anså jeg det indtil da for indiskutabelt, at jo mere vi ved, desto bedre kan vi handle. Og jeg kan ikke genkende mig selv som én, der med dokumentation og viden som våben forsøger at proppe noget abstrakt, urealistisk ned over hovedet på nogen, og dermed kunne dømme nogens arbejde som ”dårligt”.

På den anden side er jeg fra den kliniske part (lægerne) stødt på udsagn, der måske stemmer bedre med dette billede. Her er der en stærk tradition for, at praksis er dikteret af (klinisk) forskning, og individuelle erfaringer har en meget ringe status. Jeg har selv oplevet en vis arrogance overfor anden viden end den, der er baseret på de klassiske gennemsnitsstudier, og nogen har endda forsøgt at fortælle mig, hvordan jeg skulle drive sprogforskning. Som jeg oplever det, er dette et udtryk for en stor respekt for objektiviteten, men et noget snævert syn på, hvad der tæller som viden og en manglende opmærksomhed på sin egen kompetences grænser.

Jeg forstår godt, at det kan være svært at se forbindelsen mellem et gennemsnit taget over en stor population og de virkelige erfaringer, man har med de enkelte børn. Og jeg forstår også, at man kan mistænke forskere for at have mistet grebet om virkeligheden, når de fordyber sig i teori. Men jeg kan også godt forstå, at der er utilfredshed med, at den pædagogiske praksis mangler dokumentation, og jeg er især bekymret for, at parolen om at tage udgangspunkt i det enkelte barn kan fungere som et værn mod viden.

Som repræsentant for forskningsparten er min forudsætning at betragte viden som noget, der er objektivt. Det vil i praksis sige, at viden er uafhængig af personlige (subjektive) holdninger, velargumenteret og/eller dokumenteret, systematisk beskrevet, og dens grundlag er tilgængeligt for andre, som skal kunne nå til samme resultat med den samme metode. Det kræves ikke, at der er foretaget statistiske gennemsnits-beregninger på store populationer relateret til en ”rask” kontrolgruppe, som det er typisk i klinisk forskning. Det er blot én måde at gøre det på. Men det kræves, at den viden man tager ind og bygger videre på, om end det er via eksperimenter, observationer, erfaringer eller kommunikation med andre, opfylder disse krav om (praktisk) objektivitet, så vidt muligt. Arbejdet med viden kræver også, at man forholder sig til teori, og jeg indrømmer, at det her kan være svært at holde kontakten til den virkelige verden. Men i både den kliniske forskning og den empiriske (som er mit eget felt) er det et ufravigeligt krav, at den viden, vi beskæftiger os med, skal være baseret på og gælde om den virkelige verden.

De tre parters forudsætninger er tydeligvis forskellige, men der er et fælles omdrejningspunkt, nemlig den virkelige verden. Og her mener jeg, at vi har brug for hinanden, ikke mindst hinandens forskellige typer af viden. Et første skridt hen imod en vellykket kommunikation kan altså være, at vi forholder os nøgternt til den virkelige verden og glemmer vores individuelle holdninger og fordomme om hinanden. Og lad os så se, om ikke respekten følger med.

Depechen er givet videre til Anette Bonde Nielsen, Fredericiaskolen.
Hendes indlæg hedder: "Det pædagogiske tilbud til småbørn i forbindelse med screening".

Med venlig hilsen
Martin Lindegaard